Pandaanlæg til København Zoo

De to kinesiske pandaer Mao Sun og He Xing flytter ind i Københavns Zoo og får deres eget specialdesignede anlæg. Bjarke Ingels Group, Schønherr og Artelia står bag det unikke byggeri, hvor brugerinddragelsen også omfatter to nysgerrige bjørne.

Det nye pandaanlæg til de to beboere Mao Sun og He Xing bliver placeret centralt i Zoologisk Have. Anlægget skal ikke alene indrettes med stort fokus på bjørnenes trivsel. Selve pandaens natur ligger også til grund for de æstetiske overvejelser bag arkitekturen.

I naturen lever han- og hunpandaer hver for sig og mødes kun én gang årligt i den meget korte brunstperiode, hvilket er årsagen til det kinesiske navn ”skovens eneboere”. Derfor skal de to pandaer leve adskilt det meste af tiden, men alligevel kunne fornemme hinanden.

Løsningen blev et anlæg med inspiration fra det kinesiske yin-yang symbol, som netop udgør to komplementære halvdele i indbyrdes afhængighed. Designet tager samtidig højde for, at der skal være et hananlæg, et hunanlæg, et fællesområde og en fødehule, hvis man skulle være så heldig, at de to pandaer parrer sig.

Et udfordrende design
Den runde bygning med de dobbeltkrumme flader skal udføres i in situ beton. Det er en udfordrende konstruktionsopgave, der kræver mindst ligeså meget teknisk snilde på installationssiden. Byggeriet er meget installationstungt på flere fronter. Der skal f.eks. føres strøm til belysning, overvågningskameraer, infostande med skærme og en restaurant. Christian Lyager er ansvarlig for el-installationer og fortæller, at både æstetik og funktionalitet stiller yderligere krav til installationsarbejdet:

”Alle installationer skal gemmes væk, og det er ikke nogen nem opgave, når vi arbejder med in-situ støbt beton. Der er heller ikke mange nedsænkede lofter med plads til installationerne, og der er glasfacader overalt, selv ind til staldene. Vi skal selvfølgelig også tage højde for pandaen. Den er ekstremt nysgerrig af natur og splitter tingene ad, hvis den kan få fat i noget. Så inde i selve anlægget har vi gemt installationerne væk i kunstklipperne”.
Christian Lyager
Christian LyagerSeniorfagingeniør
El-installationer
Pandaanlæg i København Zoo
Bygherre Københavns Zoo
Arkitekt BIG

Pandaens naturlige habitat
Det er vigtigt at simulere pandaens naturlige omgivelser, og anlægget har derfor et bakket landskab med en stor rigdom af planter, klipper og små vandløb. Samtidig ligger anlægget i et lavere niveau end det omkringliggende terræn mod syd og det eksisterende anlæg ”Norden” mod øst. I den forbindelse har anlægsingeniør Pernille Konner stået for byggegrube og spuns:

”Mit arbejde har krævet rigtig meget koordination. Både med landskabsarkitekterne og alle ingeniørfagene. Der er rigtig mange installationer i jorden. Jeg har bl.a. koordineret en hel del med vores VVS-ingeniører, der har stået for vandløb og et vandrensningsanlæg, der sikrer, at alt vandet genbruges”.
Pernille Konner
Pernille KonnerProjektleder
Anlæg

Begge ingeniører hæfter sig i øvrigt ved en utraditionel proces uden den sædvanlige faseinddeling. Projektet er i høj grad blevet tilpasset i løbende dialog med København Zoo, hvilket kræver mere fleksibilitet af rådgiverne. Det er særligt dialogen med dyrepasserne, der har spillet en stor rolle:

”Der har været masser af gode og spændende inputs. Det er jo dem, der skal arbejde med det til daglig bagefter, så de ved langt bedre, hvad arbejdsgangen er. Det er meget inspirerende”, afslutter Christian Lyager.