Hvis byggebranchen skal bidrage til at overholde Parisaftalens 1,5-graders målsætning, skal der skrues gevaldigt op for ambitionerne, når det i løbet af efteråret bliver afgjort, hvad grænseværdien for bygningers klimabelastning skal være fra 2025. Dette er budskabet fra Reduction Roadmap, som netop er blevet opdateret med nye beregninger og klimadata.

Lige nu diskuterer man på Christiansborg og i byggebranchen, hvad bygningsreglementets kommende grænseværdi for bygningers klimabelastning skal være fra 2025 og frem. I aftaleteksten for National strategi for bæredygtigt byggeri fastslås det, at grænseværdien skal ”fastsættes ud fra den nyeste viden og data”, og der skitseres en grænse på 10,5 kg CO2-ækvivalenter pr. m2 pr. år gældende fra 2025. Samtidig viser de seneste beregninger fra Reduction Roadmap, at en bygning maksimalt må udlede 5,8 kg CO2-ækv./m²/år i 2025, hvis byggeriet skal bidrage til at overholde Parisaftalen.

Reduction Roadmap viser vejen til Paris
Med den nuværende lovgivning er der kommet stor opmærksomhed på klimaaftryk i hele byggebranchen. Derfor har Reduction Roadmap oversat den plantære grænse for klimaforandringer og Danmarks commitment til Parisaftalen til konkrete årlige reduktionsmål for nyt dansk boligbyggeri. Beregningerne viser, at byggeriet skal reducere klimabelastningen med over 90% og nå et bæredygtigt niveau (safe operating space) imellem år 2026 og 2030.

“Metoden anvendt i Reduction Roadmap viser, hvordan byggebranchen kan bidrage til at indfri Parisaftalen” siger Harpa Birgisdottir, professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet.

Danmark var det første land i verden til at indføre en lovgivning med CO2-krav til byggeriet. Hvis vi følger op med en grænseværdi på 5,8 kg for bolig- og erhvervsbyggeri i 2025, vil det ikke alene sikre, at op mod 85% af vores nybyggeri vil følge Parisaftalen. Det vil samtidig skabe en konkurrencefordel for hele industrien, fordi efterspørgslen på grønne løsninger, byggematerialer, processer og know-how, vil sikre Danmark en førerposition, som med sikkerhed blive efterspurgt i udlandet om ganske få år.

Branchen er klar
Tiden er knap, men heldigvis har vi både løsningerne og metoderne til at omstille byggebranchen. Faktisk er branchen allerede foran lovgivningen, og en gennemsnitlig bygning udleder i dag ca. 9,5 kg CO2-ækv./m2/år, samtidig med at der er talrige eksempler på byggerier, der ligger under 5,8 kg CO2-ækv./m2/år.

Der ses en tydelig vilje til at omstille byggeriet, så der opnås endnu større reduktioner. Herudover er store dele af værdikæden ved at blive elektrificeret, samtidig med at energiproduktionen i stigende grad baseres på vedvarende energikilder, som sænker klimabelastningen fra drift og produktion.

Især bolig- og erhvervsbyggeri har vist et stort potentiale for, at man kan bygge langt mere klimavenligt med relativt små og enkle indgreb. Det er en god indikation på, at den samlede branche kan komme i mål.

Samler byggeriet
Det næste skridt er, at branchen og politikerne arbejder sammen for at lukke kløften mellem videnskab og lovgivning. Derfor har holdet bag Reduction Roadmap inviteret beslutningstagere i byggebranchen til et branchemøde. Formålet er at stå sammen om at opfordre politikerne til at tilpasse lovgivningen til Parisaftalens mål og sikre Danmarks førerposition indenfor innovative løsninger.

På hjemmesiden reductionroadmap.dk kan man lære mere om roadmappet og vise sin støtte.

Reduction Roadmap er et forskningsbaseret initiativ udviklet i et tværfagligt partnerskab mellem EFFEKT, Artelia og CEBRA og er finansieret af Realdania og Villum Fonden. Forskere fra Aalborg Universitet, DTU, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet har bidraget med udarbejdelse af white-paper og data-validering.

Reduction Roadmap er i løbet af sommeren 2023 blevet opdateret på baggrund af rapporten Indicators of Global Climate Change 2022: annual update of large-scale indicators of the state of the climate system and human influence

Reduction Roadmap er et forskningsbaseret initiativ udviklet i et tværfagligt partnerskab mellem EFFEKT, Artelia og CEBRA og er finansieret af Realdania og Villum Fonden. Forskere fra Aalborg Universitet, DTU, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet har bidraget med udarbejdelse af white-paper og data-validering.

Reduction Roadmap er i løbet af sommeren 2023 blevet opdateret på baggrund af rapporten Indicators of Global Climate Change 2022: annual update of large-scale indicators of the state of the climate system and human influence