MOE, Elindco og Christensen & Co Arkitekter skal stå for at skabe nye rammer til Elektromagnetisk Test Center på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby

DTU ønsker at styrke sin position inden for forskning og test af elektromagnetiske systemer i hele mikrobølgefrekvensområdet og vil derfor skabe nye faciliteter til Elektromagnetisk Test Center.

Den nye bygning ved navn B357 kommer i den forbindelse til at indeholde laboratorier, der blandt andet skal anvendes til målinger af antenner på satellitter. Ud over at danne nye rammer for DTU’s egen forskning og undervisning, skal de nye faciliteter medvirke til at øge samarbejdet med European Space Agency (ESA), den internationale industri og de mange danske virksomheder inden for trådløs kommunikation.

Et tværfagligt miljø der styrker eksperimentel undervisning
Bygningen rummer i alt fire nye laboratorier, tre radiodøde laboratorier til forskellige typer af antennemålinger samt et skærmet rum til målinger af millimeterbølge komponenter og kredsløb. Derudover et stort undervisningslaboratorium med tilhørende studiemiljø. De nye faciliteter betyder at flere studerende kan få adgang til de radiodøde laboratorier ligesom det vil åbne op for et øget samarbejde med virksomheder. Bygningens arkitektur skal derfor understøtte et tværfagligt miljø blandt forskere, erhvervsfolk og studerende, der kommer til at færdes naturligt blandt hinanden.

Bygningen placeres i tilknytning til områdets øvrige unikke forskningsbygninger inden for DTU Elektro’s fagområder. Den bliver forbundet med en forbindelsesgang til den eksisterende testfacilitet i B353, hvor ankomstområdet for alle testobjekter er placeret.

Unikke krav og vibrationsfrit miljø
Byggeriets særlige karakter har medført en række essentielle krav i forhold til bygningens facade, temperaturstyring, fundering og vibrationsfrit testmiljø, hvilket er implementeret i vinderprojektets arkitektur og funktionalitet. Dertil kommer, at bygningen skal certificeres til DGNB-guld efter en skræddersyet DGNB flex-matrice tilpasset bygningens karakter.

Et erfarent team
Netop kombinationen af teknisk tunge laboratorier og et rumligt studie- og forskningsmiljø er en specialitet hos arkitekterne hos både Artelia og Christensen & Co, der har vundet flere lignende opgaver på DTU og lige nu samarbejder på opførelsen af B310. Derudover er Artelia ingeniør på B228A til DTU Kemiteknik, der lige nu er under opførsel, og DTU Biosustain der blev indviet af Hans Kongelige Højhed d. 17 november 2016.

Opførelsen af de udvidede faciliteter til DTU’s Elektromagnetisk Test Center vil stå færdig i 2022

Fakta
Bygherre: DTU
Areal: ca. 1.500 m2
Team: totalentreprenør Elindco A/S, Christensen & Co Arkitekter A/S, Artelia Rådgivende Ingeniører A/S.
Projektering/Byggeperiode: juni 2019-marts 2022

Om DTU Elektromagnetisk Test Center (ETC)
DTU ETC vil være et centralt element i DTU’s fremtidige forskning, udvikling, og undervisning inden for mikrobølgeteknologi. Det vil muliggøre nye typer af eksperimenter, som vil styrke DTU’s egen forskning og DTU’s deltagelse i internationale forskningsprojekter; specielt ESA- og EU-projekter.

Mikrobølgeteknologi er grundlaget for al trådløs teknologi som mobilkommunikation, radar, radio og TV, radioastronomi, radiometri, satellitkommunikation, trådløse netværk, trådløse sikkerhedssystemer og efterhånden en række medicinske anvendelser; kort sagt, al teknologi baseret på mikrobølger.