En ny forskningsfacilitet på Danmarks Tekniske Universitet skal styrke den tværfaglige forskning inden for grønne teknologier. Artelia, MT Højgaard og Christensen og Co Arkitekter skal stå for at udvikle og opføre byggeriet I et tæt samarbejde med DTU.

Visionen med Climate Challenge Laboratory er at skabe en bygning med laboratoriefaciliteter, der kan rumme et forskningsmiljø i verdensklasse, mens arkitekturen understøtter innovation, samarbejde på tværs af discipliner, udveksling af viden og møder mellem mennesker.

Projektet er vundet i konkurrencepræget dialogform. En udbudsform, der giver mulighed for dialog med tilbudsgiverne undervejs i udvælgelsen af det helt rigtige hold, hvilket DTU anser som meget værdifuldt.

”Det er afgørende for både proces og resultat at få sat et hold, som kan samarbejde ligeværdigt fra udviklingsfasen til selve udførelsesfasen. Det er vi overbeviste om at vi har fået med det vindende team. Teamet repræsenterer tilsammen de efterspurgte styrker inden for projektets fem pejlemærker; fremtidens forskningsfaciliteter, bæredygtighed, arkitektur, digitalisering og samarbejde, og vi ser meget frem til at komme i gang med projektet,” siger projektchef hos DTU Bygherre, Francois Svend Court-Payen.

Mere end DGNB
Projektet har fokus på bæredygtighed, både socialt, økonomisk og miljømæssigt. Ud over et krav om DGNB Guld, vil der være særlig opmærksomhed på at udforske en cirkulær tankegang, hvor livscyklusbetragtninger vil gennemsyre de beslutninger, der træffes i projektet. Det matcher også et ønske om at arbejde innovativt med valg af materialer.

Til det her projekt har vi udviklet et helt nyt visualiseringsværktøj, hvor CO2-regnskabet vises direkte i den digitale bygningsmodel. Når vi har en grov skitse af bygningen, kan vi f.eks. isolere alle facader og med det samme se, hvor stort et CO2 aftryk, de bidrager med. I takt med at projektet forfines med informationer, kan vi se endnu flere parametre med betydning for bæredygtigheden og ikke mindst prisen”, udtaler projekteringsleder fra Artelia, Erik Krøll.

Bygningen bliver på 10.000 kvm og placeres centralt på campus i et område med både studieboliger, specialiserede forsknings-bygninger og auditorier. Derfor skal rammerne være inkluderende og have øje for både forskere, studerende, naboer fra lokalområdet og gæster på campus.

Climate Challenge Laboratory bliver nabo til DTU B310, som samme hold stod for at opføre i 2019. B310 blev i 2019 kåret til Årets Byggeri og har i øvrigt vundet digitaliseringsprisen og hele to Architizer A+Awards.

Kontrakten med DTU underskrives af Artelia. Fra højre er det projektlederen Peder Schiønning, divisionschef for Byggeri & Design, Alex Fraenkel, og direktør Mikael Lyngsfeldt.