Udfordringer, udvikling og ansvar

Morten kommer med en håndværksmæssig baggrund, som han stadig har stor nytte af i dag som rådgiver inden for byggeri.

Morten Rørkjær
Morten RørkjærRådgiver
Byggeri

Lige siden jeg gik i folkeskolen, har jeg altid vidst, at jeg skulle være håndværker. Endelig kom dagen i foråret 2003, hvor jeg blev udlært tømrer, men situationen på arbejdsmarkedet gjorde, at det ikke var muligt at finde job som tømrer. Den nye udfordring blev, at jeg skulle læse videre til bygningskonstruktør. Under uddannelsen skulle jeg i praktik.

Min karriere ved Artelia startede med 10 uger som praktikant i 2006. Jeg har været ved Artelia lige siden, jeg blev færdig som bygningskonstruktør i foråret 2007.

En handy baggrund
Jeg kan bruge min håndværksmæssige baggrund i mange situationer hos Artelia. F.eks. i forhold til at sikre at det, som bliver projekteret, også er bygbart, eller når man bliver ”testet” af håndværkerne ude på byggepladserne, om man nu også har forstand på håndværket.

Der er sket meget – både i Artelia og generelt i branchen – siden jeg startede her i 2007. Dengang projekterede vi f.eks. i 2D og lavede håndskitser, og vi var kun 13 medarbejdere i Aalborg-divisionen. I dag er vi 100! Heldigvis synes jeg, at kulturen er meget det samme med et godt fællesskab, en rigtig god stemning og plads til udvikling. Tre grunde til at jeg heller ikke har søgt andre steder hen.

Forskellige roller
Som rådgiver har jeg mange forskellige roller hos Artelia. Da jeg blev ansat, var min primære opgave at lave tilsyn, byggeledelse og opdatere økonomi vedrørende ekstraarbejde. Der er kommet andre kompetencer på CV’et i dag. Jeg er blevet uddannet arbejdsmiljøkoordinator og energikonsulent. Cirka en tredjedel af min arbejdstid går med at lave andelsvurderinger i forbindelse med salg af en andel.

Lige for tiden projekterer jeg nybyggeri af boliger, hvor jeg hjælper konstruktionsingeniørerne. Derudover udfører jeg energiberegninger, også til nybyggeri, for at sikre, at byggeriet overholder energikravet ift. bygningsreglementet.
Med tiden har jeg naturligt fået mere ansvar og projektledelse.

Morten / Karriere / Artelia / Rådgivende ingeniører

Variation i opgaverne
Noget af det, jeg rigtig godt kan lide ved mit arbejde, er variationen i opgaverne. Jeg kommer både en masse ud blandt kunder og beboere og nørder i detaljerne bag skærmen. Det er især motiverende, når jeg kommer med konkrete forbedringsforslag f.eks. ift. energieffektivitet og økonomiske besparelser, som altid er noget, kunder tager godt imod – fordi de kan forholde sig til det, og fordi det giver en gevinst.

Det har altid været min oplevelse, at firmaet støtter mine ønsker for arbejdsopgaver og udvikling. F.eks. lavede jeg energimærker i et halvt år, hvor det var det eneste jeg sad med. Efterfølgende fik Artelia muligheden for at give tilbud på et lige så omfangsrigt projekt med energimærker. Min leder var heldigvis meget forstående for, at jeg havde brug for at lave noget andet, og derfor endte det med, at Artelia fravalgte at afgive tilbud.

Hvis jeg får en ny arbejdsopgave, rolle eller lignende, prøver jeg det altid af. Det tror jeg både er fordi, jeg ikke har noget imod at springe ud i noget nyt – men også fordi jeg ved, at der er plads til at sige fra på arbejdspladsen, hvis det alligevel ikke var noget for mig. Det er betryggende.