Hvordan påvirker E-handelen vejtrafikken?

Artelia har hjulpet Vejdirektoratet med at give et billede af, om den stigende E-handel kan få afgørende betydning for trafikudviklingen.

I takt med at flere køber varer på nettet, øges pakketransporten. Gennem desk-studies, interviews og dataindsamling har Artelia derfor undersøgt om trafikken påvirkes. Analysen omfatter alt fra antallet af E-pakker og E-handlens logistikkæder til kørselsmønstre ved levering. Man har således fulgt pakkernes rejse helt ud til slutkunden.

Det viste sig, at der i 2015 blev leveret ca. 107 mio. e-pakker i Danmark, fordelt på 5.000-7.000 varebiler, der kører distributionskørsel. E-handlens effekt har vist sig at være størst på trafikken i og omkring de største byer, hvor forbruget er koncentreret. Men selvom analysen viser, at den øgede trafik kan have en vis betydning, forventes det ikke at bidrage til trængslen i større omfang.

Fremtidens tendenser
E-handlen forventes at blive fordoblet frem mod 2020, og en af de faktorer, man bør være opmærksom på, er kundeadfærden. For trafikeffekten kan blive styret af leverandørernes muligheder for at samle pakkerne i større leveringer og færre kørsler. Et aspekt, der i høj grad påvirkes af kundernes krav om korte leveringstider og præferencer i forhold til leverings-metoder. Omvendt vinder pakkebokse og pakkebutikker udbredelse, hvilket giver mulighed for at samle flere pakker i én leverance.

Herudover er E-handlen med dagligvarer lidt af en joker. Bilerne kan kun medbringe relativt få leverancer, og der konkurreres i høj grad på netop tidsvinduer og hurtige leveringer. Men selvom E-handel generelt set er populært hos danske forbrugere, ser man slet ikke samme tendens inden for dagligvarer.

107 mio.

I 2015 blev der leveret ca. 107 mio. e-pakker i Danmark.

7.000

5.000 – 7.000 varebiler, kørte distributionskørsel
i 2015.

x2

E-handlen forventes at blive fordoblet frem mod 2020

?

E-handlen med dagligvarer er lidt af en joker.