Et speciale med stort potentiale

Som specialist er Sara inde over mange forskellige projekter på tværs af Artelias afdelinger, og hun har mange varierende opgaver.

Sara Edith Hoffritz
Sara Edith HoffritzSpecialist
Renovering

Som specialist ser mit arbejdsliv og mine opgaver lidt anderledes ud end mine ingeniør- eller konstruktørkollegers. Jeg nørder mineralske byggematerialer, så mine opgaver kan f.eks. bestå i at bistå mine kolleger i renoveringssager og vurdere tilstanden og kvaliteten af materialer som murværk, beton eller mørtel for derigennem at bidrage til at lægge den rette renoveringsstrategi.

Det betyder, at jeg bliver inddraget på specifikke tidspunkter i projektet, og min berøringsflade med projekterne som regel er kortvarig. Til gengæld er jeg inde over flere projekter, end mange af mine kolleger.

Stor berøringsflade
Samtidig har jeg en stor berøringsflade på tværs af hele firmaet, for jeg bliver inddraget i projekter landet over. Det gælder faktisk også uden for firmaet, fordi mine opgaver godt kan forudsætte, at jeg rækker ud til håndværkere, der tidligere har arbejdet på et specifikt projekt. Det er fedt med den store berøringsflade, både fordi jeg får snakket med mange forskellige kolleger i og uden for Artelia, og så har jeg et stort netværk at række ud til, når jeg selv har brug for sparring.

Sara Hoffritz / Artelia / Specialist

Varieret hverdag
Med den type arbejdsopgaver har jeg en meget varieret hverdag med mange bolde i luften. Jeg har som regel et godt overblik over, hvad den kommende uge byder på af opgaver, og ugen efter det står også nogenlunde klart. Men det er sjældent, at min arbejdskalender er fyldt mere end 14 dage frem. Så jeg skal også selv være fremme i skoene og reklamere for mine kompetencer internt i huset, så folk ved, at de kan bruge mig, for det er ikke en selvfølge, at man har sådan en som mig at trække på i et ingeniørhus. På den måde kan jeg også være med til at give os en kant i forhold til vores konkurrenter.

På sigt håber jeg derfor, at mit felt kan udvikle sig til et kompetenceområde for hele huset – også uden for landets grænser – og medvirke til at sikre os flere opgaver. I det scenarie kunne jeg forestille mig at udvikle min karriere i retning af at blive kompetencechef.