Energiplanlægning

I de indledende faser af projekter, er vi med til at sikre et solidt beslutningsgrundlag ved at yde strategisk og økonomisk rådgivning. Vi afdækker bl.a. de samfundsøkonomiske aspekter og hjælper kunderne med at navigere i det komplekse energipolitiske landskab. Et andet vigtigt værktøj er EnergyPRO, som vi benytter til at modellere energisystemerne for at analysere, hvordan kommende ændringer og nye teknologier kan tilpasses de eksisterende forhold.

Fjernvarmeplanelægning for Norfors

Artelia har en rammeaftale med forsyningsvirksomheden Norfors om rådgivningsydelser og fjernvarmeplanlægning ved udbygning af fjernvarmenettet i fire af selskabets fem ejerkommuner.

Udbygningen kræver, at produktionskapaciteten udvides med ca. 130 MW varme. Den øgede kapacitet vil give rigtig mange husstande mulighed for at skifte til fjernvarme, og ved fuld fjernvarmeudrulning svarer det til mere end en fordobling af Norfors nuværende fjernvarmesystem.

Bygherre  Norfors
Ydelser Screening af anlægsplaceringer for nye anlæg, hydrauliske analyser, projektforslag og rådgivning om energiplanlægningen.

Faxe Varmeplan

På baggrund af Regeringens og Kommunernes Landforenings aftale om fremskyndet planlægning for udfasning af gas til opvarmning, udarbejdes der en varmeplansanalyse for Faxe Kommune. I varmeplanen analyseres det økonomiske potentiale for etablering af kollektiv fjernvarmeforsyning for alle naturgas-udlagte områder i kommunen. Der er beregnet selskabsøkonomi, brugerøkonomi og samfundsøkonomi for samtlige områder for at kunne vurdere rentabiliteten.

Varmeplanen har til formål at oplyse kommunens borgere om potentialet for fjernvarmeudrulning i deres område, samt alternative varmeløsninger. Dette skal gøre det mere overskueligt for borgerne at træffe beslutning om ny varmekilde, og derved fremskynde udfasningen af gas til opvarmning.

Bygherre Faxe Kommune
Ydelser Der er udarbejdet GIS-analyser af varmebehovet i byområderne, som blandt andet indeholder BBR-oplysninger for kommunens bygninger. På denne baggrund er opstillet termo-hydrauliske modeller for hvert område, som benyttes til estimering af anlægsbudget. Der er beregnet totaløkonomi inklusiv investerings- og driftsomkostninger i de økonomiske beregninger.

Områdeanalyse for varmeproduktion i Faxe

Faxe Forsyning ønsker at tilbyde fjernvarme til borgerne i Dalby, Faxe Ladeplads, Karise og Rønnede. Artelia har bistået med analyser af mulige placeringer for eventuelle varmeproduktionsanlæg. Ønsket er at etablere store varmepumper og at udnytte lokale varmekilder. Artelia har derfor udført analyse af potentiale ved udnyttelse af overskudsenergi.

Artelia har leveret et bredt analysearbejde, som har inkluderet eksperter fra geoteknik, miljø og energiteknik. Der er blandt andet vurderet på mulighederne for at udnytte overskudsvarme i de fire byer. På baggrund af analysearbejdet har Artelia leveret anbefalinger til hvilke placeringer, der vurderes mest oplagte til eventuel fremtidig varmeproduktion. Analysearbejdet er præsenteret ved borgermøde i hver af de fire byer.

Bygherre  Faxe Forsyning
Ydelser  Geoteknisk og miljømæssig screening. Vurdering af lokalplansforhold. Vurdering af infrastruktur (el og gasnet). Tekno-økonomisk analyse af overskudsvarmekilder med/uden varmepumper. Tværfaglig anbefaling.