Fra racerløb til  rugbrødsmotor:  Cyklerne indtager Le Mans

Den franske by Le Mans er verdenskendt for sit årlige 24-timers motorløb, hvor danske Tom Kristensen har sejret ikke mindre end ni gange. I Artelia er vi med til at sætte endnu et markant dansk aftryk i byen – denne gang med vores viden om cykeltrafik.

Som en del af den grønne omstilling er der i mange større franske byer fokus på at flytte folk fra biler til mere bæredygtige transportformer. Cyklen er i den forbindelse rullet ind i spot­lightet, og det kan mærkes i Danmark, hvor vores erfaring med planlægning af sikre og effektive cykelruter er en efterspurgt kompetence. Det er derfor et af de områder, hvor der er etableret et tæt samarbejde med vores franske kolleger, der har mundet ud i flere spændende projekter.

Et af dem er Chronovélo – et omfattende projekt med en udviklingspulje på 74 mio. euro. Projektet går ud på at etablere et 315 km stort netværk af cykelruter, der forbinder hele området Le Mans Métropole bestående af byen Le Mans og dens opland.

Sammenhæng er altafgørende
Vi har bistået vores franske kolleger med at udarbejde en infrastrukturplan, der definerer og prioriterer de cykel­ruter, der sammen skal udgøre netværket. Projektleder på projektet Elena Perez-Rebollo forklarer om samarbejdet:

Processen og samarbejdet med kunden har primært været drevet af Artelia i Frankrig, mens vi har bidraget med vores ekspertise inden for cykelplanlægning i projekterings­møder og workshops. Det var vigtigt for kunden, at vi som en del af teamet også var til stede fysisk undervejs og deltog aktivt i processen.
Elena Pérez-Rebollo
Elena Pérez-RebolloAfdelingsleder
Bygherrerådgivning – Infrastruktur

Undervejs i projektet var det dansk-­franske team selv ude og træde i pedalerne sammen med kunden, hvor de tilbragte en dag i sadlen for at registrere og analysere de nuværende cykelforhold i Le Mans og omegn.

Der var tydeligvis gjort en indsats for at introducere cykler i byen og skabe attraktive, grønne cykelruter. Men der var behov for at skabe et sammenhængende netværk, som man trygt og sikkert kan bevæge sig rundt i som cyklist, fortæller Elena.

Det blev derfor omdrejningspunktet i udarbejdelsen af planen, der er bygget op omkring fire primære ruter : tre tværgående ruter, der forbinder byens opland og krydser hinanden i centrum af Le Mans, samt en cirkulær rute, der omkredser byen. En række sekundære ruter forbinder og understøtter de primære ruter. I processen med at prioritere primære og sekundære ruter spiller det bl.a. ind, hvilke knudepunkter der tiltrækker mange besøgende i forbindelse med f.eks. arbejde, uddannelse, handel, fritid og kultur – såkaldte pôles d’attraction – og hvilke trafikanttyper der skal kunne færdes samtidig i de forskellige områder.

Danske og franske kolleger har sammen med kunden Le Mans Métropole cyklet rundt i området for at registrere de nuværende cykelforhold.

Danske supercykelstier inspirerer
Chronovélo-projektet trækker mange paralleller til det netværk af supercykelstier, der i større skala giver cykelpendlere hurtigruter ind til og igennem København. Det danske team har derfor i høj grad trukket på erfaringer herfra med at skabe tydelig skiltning og afmærkning, der adskiller cyklisterne fra andre trafikanter, og med at minimere afbrydelser og forhindringer, som vil kunne påvirke cykeloplevelsen negativt.

Hverdagscyklisme er langt fra lige så udbredt i Frankrig, som det er i Danmark, så det kræver en ekstra indsats at skabe opbakning til et cykelnetværk af denne kaliber. Projektet er derfor karakteriseret ved omfattende borgerinddragelse, bl.a. i form af borgermøder, info-stande på strategiske punkter, workshops, cykelture og en hjemmeside. Denne proces faciliteres af en fransk underrådgiver og har både til formål at informere om projektet og modtage feedback og forslag fra borgerne, så forventningerne afstemmes.

Gode eksempler og kompromiser
Fra dansk side har vi bidraget med de gode eksempler på, hvad der udgør en god cykeloplevelse, og hvordan vi i Danmark arbejder grundigt med infrastruktur, der understøtter den oplevelse. Men der har også været behov for at tænke i alternative løsninger og kompromiser, fortæller Elena:

Det er andre forhold, der gør sig gældende i Frankrig, så vi skal selvfølgelig have for øje, at vores løsninger skal være økonomisk og praktisk realiserbare i den større skala. Her synes jeg, at vi har opnået et rigtig godt resultat, som lever op til kundens ambitioner.

Det skyldes ikke mindst det stærke samarbejde med Artelia i Frankrig, som har vist stor lyst til at arbejde med cykel­området og drage nytte af de danske erfaringer.

Cykelplanen for Le Mans er færdiggjort og godkendt. I løbet af 2023 og 2024 udføres projektering af cykelnetværket, og udførelsesarbejdet påbegyndes i løbet af 2024. De første ruter forventes at åbne i slutningen af 2024.