Agorahaverne

Det populære boligkonceptet er for seniorer, der ønsker at dyrke det sociale samvær med naboerne. Byggerierne gør sig samtidig bemærket for tilgangen til bæredygtighed.

Øst for Slagelse midt i grønne omgivelser ligger Ibihaven. Byggeriet er det første i rækken af seniorbofællesskaber, der hører til Agorahaverne. TETRIS A/S står bag konceptet, der er opkaldt efter agoraen, som var navnet på de centrale mødesteder i det antikke Grækenland. Det skyldes den overdækkede atriumhave, der er byggeriets hjerte og en inspirerende ramme om fællesskabet.

Alle seniorboligerne vender ud mod atriumhaven, hvor der er grønt og frodigt året rundt. De sociale kvaliteter er tydelige, men konceptet har tilmed en fordel med hensyn til bæredygtighed. Mange seniorer har ikke brug for en stor privatbolig, hvilket bl.a. skyldes, at børnene er flyttet hjemmefra. Mindre boliger og fællesarealer til deling sænker kvadratmeterantallet, og det har betydning for CO2-aftrykket. Det samme har valget af materialet. Selve boligerne er leveret som præfabrikerede træmoduler, ligesom Atriumhavens bærende konstruktioner er udført i limtræ. Som erstatning for 14 tons traditionel jernarmering er der benyttet 600 kg genbrugsplast i Ibihavens betonfundamenter. Den manøvre gav en besparelse på 13,8 tons CO2.

DGNB Planet
Samlet set har Ibihaven et klimaaftryk på 6,77 Kg CO2 ækv. / m2 / år (jævnfør emmissionsfaktorer før 2025). I den forbindelse blev projektet udvalgt som en af 25 Best Practice Cases i den rapport, som BUILD – Department of the Built Environment har udarbejdet for initiativet Boligbyggeri fra 4 til 1 planet.

I alt er Artelia ingeniør på 7 af de populære seniorbofællesskaber, hvoraf endnu et projekt har gjort sig særligt bemærket. Viggohaven i Holbæk er nemlig blevet certificeret til DGNB Planet som det første projekt i Danmark. Udmærkelsen tager udgangspunkt i de planetære grænser, og i den første version er der stillet krav til fire ud af ni planetære grænser. Det drejer sig om de miljømæssige aspekter af byggeriet, som angår uønsket kemi, biodiversitet, arealanvendelse og klimaforandringer.