Verdens mest avancerede elektronmikroskop, laboratorier der holdes selvkørende med robotteknologi og den fremmeste forskning i Power to X. Alt det og meget mere favner Climate Challenge Laboratory på DTU.

Med Climate Challenge Laboratory har Danmarks tekniske universitet fået nye rammer til forskning i teknologier til den grønne omstilling. Den 20 .november forestod den officielle indvielse af byggeriet, hvor det vigtige genstandsfelt undersøges i et tværfagligt samspil mellem adskillige forskningsdiscipliner. Den 10.000 kvm store bygning forener state-of-the- art laboratorier med et 7. etagers kontorafsnit i træ og skal både certificeres til DGNB Guld og Hjerte. Artelia har haft samtlige ingeniørdiscipliner på projektet, der er tegnet af Christensen & Co. Arkitekter og opført af MT Højgaard.

Atomer under lup
Dagbladet Ingeniøren bragte ugen forinden historien om, at verdens mest avancerede elektronmikroskop fået til huse i kælderen, der er skræddersyet til det yderst følsomme instrument. Fra vores ingeniørmæssige perspektiv er der lagt en massiv indsats i at skabe et stabilt miljø uden temperaturvariationer, akustisk påvirkning, vibrationer og ikke mindst elektromagnetiske forstyrrelser.

På stueetagen findes E-MAT-laboratoriet, som er den mest avancerede eksperimentelle platform af sin art i Skandinavien. Det tilbyder en bred vifte af komplementære deponeringsmetoder til avanceret forskning og udvikling af overflader, grænseflader og strukturer til energimaterialer. E-MAT-faciliteten består af 15 glovebox-moduler, der er forbundet via et transferringssystem og rummer en række avanceret udstyr til materialeforskning i en beskyttet argonatmosfære. Glovebox-miljøet indeholder 6 avancerede systemer, heriblandt en laserkanon og en keramisk 3D-printer.

E-MAT-faciliteten

– National infrastructure laboratory for functional energy materials.

Power-to-X
Længere oppe i bygningen finder man teknisk krævende faciliteter til CAPeX – Pioneer Center for Accelerating P2X Materials Discovery. Centeret samler førende Power-to-X-eksperter fra fem danske og tre internationale universiteter med det formål at udføre grundlæggende strategisk forskning på tværs af videnskabelige discipliner og accelerere udviklingen af skalerbare materialer til den grønne omstilling. Forskningen benytter sig bl.a. selvkørende laboratorier med autonome robotter, der automatiserer selektionsprocessen.

Samtalens kunst
I bygningens midte ligger atriumtrappen, hvor der hænger 2 af de 4 kunstværker, som er særligt skabt til bygningen af kunstneren Tue Greenfort og doneret af Ny Carlsbergfondet.

Den store lysende glassol ”Helios” drejer rundt om sig selv med en hastighed og lysstyrke, der er styret af lysintensiteten udenfor. Værket spiller naturligt sammen med naboen ”photosynthesis”, som snor sig 27 meter ned gennem atriet og henter sin inspiration fra cyanobakterier, der er bedre kendt som blågrønalger. De menes at have været den første organisme, der udviklede fotosyntesen og skabte ilt i jordens atmosfære.

Kunsten skal bl.a. fungere som katalysator for uplanlagte samtaler mellem husets brugere. De pågældende værker spiller også godt sammen med forskningen på stedet, fortæller Tejs Vegge, der er professor og leder af CAPeX, i DTU’s seneste nyhedsbrev om Climate Challenge Laboratory:

”Vi søger mange af vores løsninger i naturen, for eksempel inspiration i bakterier og enzymers evne til at omdanne gasser til kemikalier, CO2 til format og metanol, som vi kan bruge til skibstransport eller kvælstof til ammoniak, som vi kan bruge til gødning. På den måde er de to værker en fantastisk inspirationskilde, fordi de peger på den universelle skala og koblingen mellem det uorganiske, som de genbrugte solceller og det organiske, hvor vi kan finde nøglen til de skalerbare løsninger.”