Natur

Det er en central samfundsmæssig dagsorden at værne om naturen og bevare biodiversiteten. Både i Danmark og på europæisk plan er der regler for, hvordan vi skal passe på beskyttet flora og fauna, hvilket er væsentligt at have for øje i bygge-og anlægsprojekter.

Som bygherre er det afgørende at få styr på naturforholdene tidligt i forløbet, da manglende overblik over beskyttede arter eller naturtyper og de medfølgende vurderinger og myndighedstilladelser kan blive en stopper for fremdriften.

Hensynet til naturen er ikke alene vigtigt, men også en mulighed for at tilføre projektet værdi. Tiltag, der værner om biodiversiteten eller direkte bidrager hertil, tæller f.eks. positivt i ESG-rapporteringen.

Registrering i § 3-områder

Naturbeskyttelsesloven §3 omfatter naturområder, hvor der er forbud mod tilstandsændringer. Det vil sige, at nærtliggende byggeprojekter og andre aktiviteter ikke må påvirke den særligt beskyttede natur. Det er kommunerne der er myndighed på den beskyttede natur og i mange projekter vil der være krav om en registrering af områdets naturværdier, før man får lov at bygge, sådan at man har et klart billede af, om der sker en påvirkning.

Artelia hjælper mange bygherrer med at foretage den nødvendige registrering, der udføres efter gældende nationale standarder og metoder.

Kortlægning af Bilag IV-arter

I EU’s habitatdirektiv Bilag IV er der angivet en liste af strengt beskyttede arter. I en dansk kontekst er det bl.a. forskellige slags padder, flagermus, markfirben og odder. Dette er ofte en relevant problemstilling i bygge-anlægsprojekter, da det ikke er tilladt at forstyrre disse arter eller at ødelægge deres habitater eller ynglesteder. Hvis arterne findes i nærheden af et nyt projekt, kan det samtidig være nødvendigt at tage hensyn til deres vandringsruter. Det gøres bl.a. ved hjælp af faunapassager.

Der ses med stor alvor på beskyttelse af Bilag IV-arterne, og derfor er det ofte et afgørende punkt, hvis en miljøvurdering af en plan eller projekt skal kunne godkendes.

I mange forskellige typer projekter, har Artelia kortlagt forekomsten af bilag IV-arter og rådgivet om eventuelle tiltag.

Væsentlighedsvurderinger ved Natura 2000-områder

Natura 2000 er en fælleseuropæisk betegnelse for en række bevaringsværdige naturområder, der er beskyttet af EU-direktiver. Områderne er udpeget på baggrund af specifikke arter og naturtyper, som findes inden for arealet.

Ved byggeri og anlæg i umiddelbar nærhed af disse områder, er det lovpligtigt at foretage en væsentlighedsvurdering af, hvilken effekt projektet kan have på naturen. Det gælder særligt de arter eller naturtyper, der er på selve udpegningsgrundlaget. Derfor vil der altid være tale om en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Hvis det ikke kan afvises, at der vil ske en påvirkning, er det næste skridt en konsekvensvurdering.

Artelia har foretaget indtil flere Natura 2000-væsentlighedsvurderinger i forbindelse med både små og store bygge-og anlægsprojekter.

ByOasen / Artelia / Rådgivende ingeniører

Vi værner om bynatur

Som miljørådgiver har Artelia været med til at fjerne forureningen på en tidligere legeplads og dermed genskabt ByOasen. Det grønne fristed i hjertet af Nørrebro kan nu igen samle lokalbefolkningen omkring fælles aktiviteter i naturen.

Som en vigtig del af projektet, der er udført i samarbejde med Arkland og Københavns Kommune, har man bevaret områdets karakteristiske træer og genanvendt materialer.

Artelias ydelser har inkluderet håndtering af forureningsproblemer, naturbeskyttelse samt beskyttelse mod risici for mennesker og miljø.

Klima-lavbund / Artelia / Rådgivende ingeniører

Klima-lavbundsprojekter rundt om i Danmark

Klima-lavbundsprojekter understøtter CO₂-reduktion, natur- og vandmiljøformål og øvrige klima­formål.

Miljøstyrelsen støtter disse projekter økonomisk, hvilket gør det muligt for kommuner, private lodsejere og fonde at søge om tilskud til udtagning af kulstofrige lavbundsjorder.

Artelia hjælper med forundersøgelser, der vurderer hvorvidt et projekt er realiserbart eller ej.

Vallensbæk Strandeng

Som rådgiver på klimatilpasningsprojektet har Artelia bidraget med kompetencer inden for natur. Vi har stået for de indledende registreringer af vegetation og dyreliv inden for projektområdet, gennemført VVM-screening og forestået myndighedsansøgninger til arbejdet inden for det §3-beskyttede område og strandbeskyttelses-linjen.

Naturen i området er løftet med udplantning af lokalt hjemmehørende arter og udgravning af et 700 m² paddeskrab inden for §3-området.

Bygherre Vallensbæk Kommune og HOFOR
Arkitekt Arkland
Ydelser: Udover naturrådgivning har Artelia projekteret de hydrauliske løsninger og øvrige dele af projektet, stået for fuld forklassificering af ca. 10.000 ton jord, graveplaner og jordhåndtering samt varetaget byggeledelsen.

Klimasikring af Kolding Å

Det nye pumpe-sluse-anlæg, der skal klimasikre Kolding Midtby ved Kolding Ås udløb til fjorden, opføres i et naturbeskyttet område. I den forbindelse har Artelia udarbejdet miljøkonsekvensrapporten. Hensynet til flora og fauna har ikke alene betydning for, hvor og hvordan der kan bygges, men også hvornår. Omlægning af åen skal finde sted på et tidspunkt, hvor det ikke forstyrrer fiskenes gydeperioder eller ynglesæsonen for fjordens marsvin. Hvis man er rigtig heldig, kan man risikere at støde på en odder eller en delfin i nærområdet, og dem er der også taget hensyn til i rapporten.

Flere af designkravene til anlægget er tilsvarende møntet på fiskenes færden og den øvrige trafik i åen, der består af kajakker, minijoller og anden sejlads.

Bygherre Kolding Kommune
Ydelser: Udover miljøkonsekvensrapporten, har Artelia haft rollen som bygherrerådgiver på det nye pumpe-sluse-anlæg og dertilhørende tiltag. Derudover har vi forestået de geotekniske undersøgelser, hvor der samtidig blev taget miljøprøver til den jordhåndteringsplan, vi ligeledes har assisteret med.