RAPIDH-projektet skal give CO2-reduktioner i procesindustrienKristian Erlandsen2024-11-07T11:49:11+01:00 RAPIDH-projektet skal give CO2-reduktioner i procesindustrienArtelia har fået tilskud af EUDP til et udviklingsprojekt, der skal vise, hvordan procesindustrien kan reducere sine CO2-emissioner med 15 % inden 2030. RAPIDH står for Renewable and Affordable Process-Integrated District Heating og er et nyt innovationsprojekt, som Artelia tager i sammen med EMD International A/S , Energy Cluster Denmark, DBDH og NRW.Energy4Climate. Ved hjælp af driftssimuleringer skal parterne kortlægge forskellige procesvirksomheders muligheder for at energioptimere og effekten heraf. Målet er at vise en vej til CO2-reduktioner på om mod 15 % ved at integrere fjernvarme som en del af et teknisk og økonomisk realistisk løsningsmix. Projektet løber over en 2-årig periode og er muliggjort med støtte fra EUDP – Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram. Holdet vil forsøge at besvare spørgsmål som: Hvilke energiformer giver bedst mening at konvertere til? Hvor stor en del kan erstattes af et grønnere og mere økonomisk rentabelt alternativ? Hvordan vil forskellige energiformer spille sammen? Projekt skal dermed skabe ny viden, der kan hjælpe virksomheder rigtig godt på vej med at udarbejde eller tilpasse en energistrategi. Det bliver spændende at udarbejde konkrete løsninger til energioptimering af industrielle processer og samtidig kvantificere fordelene ved at integrere f.eks. fjernvarme. Der er et virkelig stort potentiale i procesvirksomhederne. Vi vil bl.a. have fokus på sektorkoblingen og fremhæve de fordele, der er ved at koble forskellige energisektorer sammen Ole Andreassen KofoedProjektchefEnergi De mere specifikke tiltag i projektet vil være at: Udvikle og validere et nyt energyPRO RAPIDH-modul til procesindustrien. Udvikle en ny RAPIDH Decision Support løsning. Teste og demonstrere denne løsning i samarbejde med forskellige test- og demoværter i procesindustrien og fjernvarmesektoren. Simulere, analysere og vurdere effekten i forhold til de overordnede nationale energi- og klimamål. På den måde skal projektet konkret udmøntes i: En løsning til at energioptimere industrielle processer, kvantificere fordele ved at integrere procesindustri og fjernvarme, og inkorporere sektorintegration med industrielle processer i varmeplanlægning og fjernvarmedesign. En metode og et værktøj til at give bedre og hurtigere tekniske og økonomiske vurderinger fra teknisk rådgiver til industrivirksomheder, Fjernvarmeselskaber og kommunale varmeplanlæggere. Energisystemanalyse, herunder identifikation af relevante industrisektorer og placering af eksisterende industrier i forhold til eksisterende og potentielle fjernvarmesystemer. Kvantificering af økonomiske og klimamæssige potentialer på nationalt plan.