Letbanen binder Storkøbenhavn sammen

Vi er med til at realisere et af Danmarks største infrastrukturprojekter.

Vi kan godt lide tanken om, at studerende på Danmarks Tekniske Universitet i fremtiden vil kunne tage Hovedstadens Letbane direkte til vores hovedkontor ved Buddinge Station.

Den 28 km lange bane vil blive en markant opgradering af det kollektive trafiksystem i hovedstadsområdet. Med sine 29 stationer strækker letbanen sig fra Ishøj i syd til Lyngby i nord og binder samtidig fem S-togslinjer og regionaltogstrafikken sammen på tværs. Letbanens indtog har ligeledes givet anledning til udtrykket Vækstegnen som erstatning for Vestegnen. For det store infrastrukturprojekt skal samtidig være en vækst-motor, der trækker investeringer i boliger og virksomheder med sig.

Aarsleff, Artelia og spanske IDOM står for anlægsarbejdet på to strækninger, der tilsammen dækker 18 km af letbanen. Nærmere bestemt de strækninger, der går gennem Lyngby-Taarbæk samt Vallensbæk, Brøndby og Glostrup kommuner. Der er tale om et stort tværfagligt projekt, hvor Artelia bidrager med kompetencer inden for veje, broer, trafik-planlægning, geoteknik, anlæg, afløb, miljø og selvsagt baneteknik.

Hovedstadens Letbane
Visualisering  IDOM

Koordinering på tværs
En af de mange Artelia-medarbejdere, der er blevet en del af vores letbaneteam, er Rhita El Guezbari, der sidder som projekterende vej-ingeniør og udarbejder 3D-modeller for vejene i Lyngby og en del af Vallensbæk. Hun arbejder primært med 3D-projektering i PowerCivil og har et tæt samarbejde med andre fagområder som afvanding og konstruktioner, hvilket kræver skarp koordinering mellem de forskellige discipliners 3D-modeller:

”Når så mange discipliner skal koordineres på kryds og tværs, bliver projektet udfordrende på den gode måde. Det er også spændende at have berøring med et projekt, som vil få stor indvirkning på udviklingen i Storkøbenhavn. Det er sjovt at tænke på, at man senere i livet vil kunne tage letbanen og vide, at man selv har været med til at udarbejde et så markant projekt”, udtaler Rhita.

Samarbejde på tværs af kloden
Projektet bliver løst med assistance fra vores Filippinske datterselskab PTS. I den forbindelse har Rhita været udstationeret på kontoret i Manila.

Turen til Filippinerne bød ligeledes på natur-oplevelser. For kollegerne hos PTS havde ar-rangeret en vandretur, der både gik gennem junglen og op i bjergene.

”Vores kollegaer hos PTS hjælper i stor stil med 3D-projekteringen i PowerCivil. Derfor giver det rigtig god mening at kunne snakke ansigt til ansigt, så man bedre kan støtte op om deres arbejde. Man kan drøfte løsningerne ved at se på tegningerne sammen og på den måde hjælpe med at tage fat i de problemer, de evt. kunne støde på i projektet”.
Rhita El Guezbari
Rhita El GuezbariFagingeniør
Veje, Stier & Pladser
Vandretur
Mount Maynuba, Filippinerne