Kaktustårnene

Ungdomsboliger på Kalvebod Brygge

Kalvebod Brygge er inde i en stor forandringsproces. Artelia er for tiden med til at opføre et 44.000 m2 kontorhus og et CABINN hotel med 1.250 værelser. På sigt vil hele den nye stribe af bygninger blive bundet sammen af en lang grøn rute, der vil fremstå som en hævet offentlig park, som snor sig gennem bygningerne helt fra Bernstorffsgade til Kalvebod Pladsvej.

Nu er turen kommet til vores tredje projekt på strækningen. Kaktustårnene er navnet på de to højhuse, der bliver 60 og 80 meter høje og danner rammen om 500 ungdomsboliger. Byggeriet opføres i samarbejde mellem Artelia, Bjarke Ingels Group og Høpfner Projects. Det samme team, som i sin tid stod bag den prisvindende Ørestadstrilogi med Bjerget, VM-Husene og 8Tallet.

Kaktustårnene
Bygherre Høpfner Projects ApS
Arkitekt BIG

Miljørådgivning
Når man skal til at bygge på en grund midt i byen, er miljø et vigtigt omdrejningspunkt. Grunden kan eksempelvis bære præg af tidligere byggeprojekter og industri. Boliger hører under det, man kalder ”følsom arealanvendelse”, hvor kravene til risikoanalyse af jord og grundvand er høje.

Artelia rådgiver i den forbindelse om jord- og grundvandshåndtering. Et arbejde, der starter med forklassificering, hvor der tages prøver, som sendes til kemisk analyse. På baggrund af prøveresultaterne bliver der herefter udarbejdet graveplaner for, hvordan jorden skal håndteres. Hertil kommer bl.a. myndighedsbehandling og miljøtilsyn i forbindelse med bortskaffelse af eventuelt forurenet jord.

Et særligt miljøaspekt ved Kaktustårnene er affaldshåndtering. Storbyplaceringen gør, at der er småt med plads, når man skal placere affaldsløsningerne. Denne opgave handler bl.a. om at analysere den forventede brugeradfærd, når folk skal ned med skrald.

Pladsmanglen er ligeledes en udfordring, når skraldebilerne skal ind og tømme containerne. Her har miljørådgiverne derfor fået assistance fra vores trafikplanlæggere.