Alberte Munk Hansen har i tre måneder været udstationeret på
Artelia Groups hovedkontor i Paris, hvor hun har arbejdet med bæredygtighed som en del af det franske team.

Da vi blev en del af Artelia Group i 2019 var det med en klar ambition om, at det også kunne åbne nye muligheder for vores medarbejdere i forhold til udstationering og samarbejde på tværs af lande. Men som med så meget andet fik coronanedlukning stukket en kæp i hjulet på alle rejseplaner.

Tanken om at prøve en udstationering lå imidlertid og simrede hos Alberte, der er LCA-specialist og arbejder med bæredygtighed, energi og indeklima. Fundamentet blev lagt med nogle internationale opgaver, hvor hun prøvede samarbejdet med de franske kolleger af på distancen. Både fra dansk og fransk side var der interesse for at udbygge samarbejdet og se, hvad vi kan lære af hinanden, og hvordan vi kan bruge hinanden på tværs af landegrænser. En aftale med Artelias hovedkontor i Paris kom nemt i stand gennem Albertes leder og hans pendant i Paris, og i efteråret 2022 kunne Alberte sige au revoir til kontoret i Buddinge og sætte kursen mod Paris.

Jeg blev taget rigtig godt imod af kollegerne i Paris. Man kunne godt fornemme, at de også havde været spændte på at tage imod en udstationeret kollega fra Danmark. Jeg blev præsenteret på alle kontorets etager og var også forbi for at hilse på Artelias ledelse og CEO, Benoît Clocheret, fortæller Alberte

Albertes teamleder hjalp også med at finde en lejlighed tæt på kontoret i det ellers pressede parisiske boligmarked.

Nye perspektiver på arbejdet med bæredygtighed
Under sin udstationering arbejdede Alberte ligeligt med opgaver fra sin egen danske afdeling og med projekter i fransk regi. Selvom vi i Danmark er langt fremme på bæredygtighedsområdet, var det alligevel en øjenåbner at opleve, hvordan man arbejder med bæredygtighed, energi og indeklima i Frankrig, hvor afdelingen er cirka dobbelt så stor som i Danmark.

Selvom vi arbejder med det samme område og bruger de samme standarder, så tænker vi i forskellige spor og har forskellige metoder og tolkninger. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet, men det afspejles selvfølgelig i outputtet. Derfor er det så vigtigt,
at vi samarbejder og lærer af hinanden,
fortæller Alberte

Alberte fik mulighed for at prøve at arbejde med de nye perspektiver på hendes fag, bl.a. i et engelsk projekt om udvikling af et CO₂-benchmark på tværs af seks centraleuropæiske lande. Da landenes metoder til LCA-beregninger varierer, er det svært at skabe et fælles benchmark. Her er det nødvendigt at dykke grundigt ned i de enkelte landes metoder og vurdere, hvad der skal lægges vægt på.

Erfaringerne tager hun med tilbage til Danmark, da hun fortsat er tilknyttet projektet, og da det også kan være relevant at anvende nogle af de udenlandske metoder på danske projekter.

Færre kulturforskelle end forventet
Arbejdsmiljøet og omgangstonen mindede meget om det, Alberte er vant til hjemme fra, omend arbejdsdagen startede og sluttede senere. Ligesom i Danmark var der rig mulighed for at socialisere med kollegerne i og uden for arbejdstiden, men hvor det herhjemme ofte er kage eller fredagsøl, der er omdrejningspunktet, samles man i Paris oftere om croissanterne ved morgenbordet – eller om et glas champagne efter arbejdstid. Man er vel i Frankrig !

Alt i alt fik Alberte stort udbytte af sit ophold både på det faglige og personlige plan, for der blev selvfølgelig også tid til at nyde Paris’ charme og rige storbyliv. Hun håber, at hendes erfaringer kan være med til at skabe rammerne for, at andre kolleger kan komme af sted på lignende vilkår, ligesom hun selv kunne forestille sig at prøve kræfter med en udstationering igen en anden gang.

Ledige stillinger

At arbejde hos os

Karriereveje

Studiejobs, praktik og projekter

Kompetenceudvikling hos Artelia