På to hjul ind i fremtiden

Coronapandemien har sat skub i cykeltrafikken i udlandet, og især i Frankrig vinder cyklen terræn. Artelia er med som cykelspecialist på to franske projekter i henholdsvis Paris og Montpellier.

I flere større danske byer er der fokus på kontinuerlig forbedring af infrastrukturen for cyklister. Bredere cykelstier, grønne cykelruter og grønne bølger gør, at cyklen kommer til sin ret, og ofte kan det ligefrem være hurtigere at komme fra a til b på to hjul frem for fire.

Under pandemien blev det især tydeligt, hvilke store fordele cyklen har, og det er samtidig en yderst CO2-venlig transportform, der fremmer folkesundheden. Selvom cyklen har eksisteret i flere hundrede år, viser den sig nu måske i al sin enkelthed at være billetten til en sund og bæredygtig fremtid.

Cyklen vinder frem
Cyklens mange fordele realiseres dog kun, hvis cyklister kan komme hurtigt og sikkert frem, og de rammer kan Artelia være med til at skabe. Som førende inden for cykeltrafik har vi projekteret adskillelige cykel-stier i Danmark og gjort brug af Artelias særlige ekspertise inden for trafikplanlægning på strategisk niveau. Denne viden og erfaring er der nu kommet international efterspørgsel på.

Da pandemien resulterede i nationale lockdowns, fik flere europæiske storbyer oprettet midlertidige cykelstier, der endda blev kaldt ”corona lanes”. Færre ønskede at udsætte sig selv for smitterisikoen ved at tage offentlig transport, og det gav en massiv efterspørgsel på individuel trafik. I en periode blev den tohjulede transportform så populær, at cykelhandlere flere steder løb tør for cykler.

Cykelkultur som eksportvare
Især Frankrig har øjnet et stort udviklingspotentiale. Danmark ses her som en stærk inspirationskilde, da cykeltransport er en forankret del af kulturen, og vi længe har arbejdet på at tilgodese cyklister i trafikken. Projektchef i Artelia, Jesper Lillelund, fortæller i den forbindelse:

En simpel ting som at vi har cykelundervisning i de danske folkeskoler, og at alle børn skal lære at cykle, er faktisk ret unikt. Vi har denne kultur inde under huden, og Artelia har projekteret rigtig mange cykelstier i Danmark. Derudover arbejder vi med trafikplanlægning fra de enkelte helt små kryds til storskaleret modellering af trafikstrømme.
Jesper Lillelund
Jesper LillelundProjektchef
Trafik & Mobilitet

To franske projekter
Den massive tekniske viden har vi nu fået mulighed for at transportere udover de danske grænser. I Frankrig er cykelvenlig infrastruktur en del af to projekter, som Artelia i Danmark skal hjælpe vores franske kolleger med at føre ud i livet.

I den sydfranske by Montpellier er Artelia rådgiver på et større projekt med Bus Rapid Transit. Der skal bl.a. udarbejdes løsninger til en strækning med flere kryds, hvor de offentlige busser skal prioriteres og derved komme hurtigere frem. Men den nye infrastruktur skal også planlægges, så der tages hensyn til cyklisterne, og her kommer den danske ekspertise ekspertise ind i billedet.

På den prominente station Gare du Nord i Paris skal vi samtidig hjælpe med at planlægge cykelparkering i form af et indbygget, automatisk cykelparkeringstårn med plads til 1.200 cykler. Ved hjælp af vores viden og værktøjer skal vi planlægge tilgængeligheden og infrastrukturen til og fra tårnet og udarbejde en række konkrete designs til at skabe gode forhold for cyklisterne.

Vi har fokus på adfærd
Artelia i Danmark har adgang til meget store mængder data og viden om cyklisters færden, som vi kan tage udgangspunkt i. Men det er langt fra tilfældet i Frankrig, hvor man ikke har den samme tradition for cyklisme. Netop det giver et stort potentiale for at eksportere vores kompetencer. Som Jesper pointerer, gør vi bl.a. brug af vores massive erfaringer med at håndtere cyklister i København, hvor 40.000 cyklister eksempelvis dagligt færdes på Torvegade. Et tal der lyder helt vildt for en franskmand.

Vi arbejder især med cyklisters adfærd og tilmed ud fra et mere kognitivt perspektiv. Ved at have fokus på hvordan cyklister tænker, og hvad der giver logisk mening for trafikanten, undgår man at bruge en masse energi på at lave et kompliceret anlæg, som ingen cyklister vil benytte sig af. Vi har efterhånden så meget viden om, hvordan cyklister tænker og færdes ude i trafikken, og det er især den viden, vi bidrager med på de to konkrete projekter i Frankrig.
Gare Du Nord i Paris
©
Paul Fleury