Kompetencerne viser vejenMelissa2024-09-17T12:37:05+02:00 Kompetencerne viser vejenSom koncernkompetencechef for BIM & IKT har Thomas’ karrierevalg i høj grad været båret af en trang til at sætte kompetencerne i spil, hvor de gør mest gavn. Thomas Silkjær KoncernkompetencechefIKT Byggeri Jeg uddannede mig oprindeligt til tømrer, fordi jeg efter folkeskolen gerne ville i gang med at arbejde. Der er gode muligheder for at bygge videre på tømreruddannelsen, og efter et par år læste jeg videre til bygningskonstruktør. Som nyuddannet opdagede jeg Artelia på DSE-messen takket være ikonprojektet Den Blå Planet som blikfang. Jeg valgte at søge et job i konstruktionsafdelingen og endte med at blive ansat i 2012. På udkig efter muligheder for forbedring Som nyansat blev jeg tilknyttet nogle gode projekter, der både havde en størrelse og varighed, der gav mening i forhold til mine kompetencer. Jeg arbejdede meget med 3D-modellering i Revit, og det var naturligt for mig at lede efter ’hullerne’ i vores arbejde – der hvor vi kunne gøre det endnu bedre og løfte niveauet. Da vi på firmaniveau begyndte at arbejde mere med BIM-rollerne, og hvordan de kunne bruges i praksis, kunne vi se, at der blandt andet var brug for at få decentraliseret BIM-supporten. Jeg startede derfor i en nyoprettet stilling som BIM-supporter, som både tjente til at få rykket supporten tættere på projekterne og gav mig mulighed for at dygtiggøre mig endnu mere på området. Efter et år på posten blev jeg tilbudt at blive kompetencechef for BIM & IKT. Jeg takkede ja, blandt fordi jeg så det som en mulighed for at være med til at skabe synlighed omkring mulige karriereveje for konstruktører. Med den rolle fulgte også et øget fokus på IKT-ledelse, og her kunne jeg trække på det IKT-lederkursus, jeg havde gennemført. I 2022 blev jeg udnævnt til koncernkompetencechef for IKT Byggeri, mens to andre kolleger blev koncernkompetencechefer for hvert deres område. På den måde fordeler vi ansvaret på BIM- og IKT-området lidt mere, så vi bedre kan fokusere på udvikling af vores respektive områder. Kompetencerne bruges, hvor de giver mest værdi Det med at bruge mine kompetencer, hvor de gør mest gavn, er i høj grad motiverende for mig og har været med til at sætte retningen for de valg, jeg har truffet i og om min karriere. Jeg har ikke selv haft specifikke mål om at opnå bestemte milepæle eller stillinger, men jeg har haft ledere, der har kunnet se et potentiale i mig og givet mig mulighed for at udvikle det. På den måde er min karriereudvikling udsprunget af samarbejde, hvor der har været mulighed for at prøve forskellige ting. Jeg kunne godt finde på at prøve andre karriereretninger af i fremtiden – f.eks. kunne det være en mulighed at lave mere projekteringsledelse, som jeg allerede har prøvet lidt kræfter med. Men for nu fokuserer jeg på opgaven med at opbygge Artelias IKT-kompetencer, så vi også fremover står stærkt på IKT-området.