I denne weekend vil offentligheden for første gang få adgang til de mange aktiviteter på toppen af Københavns nye forbrændingsanlæg. Hermed afsluttes den sidste etape af et Artelia-projekt i særklasse.

Helt tilbage i oktober 2009, fik vi beskeden om, at vi havde vundet ingeniørrådgivningen på byggeanlægsarbejderne til et helt nyt affaldsforbrændingsanlæg, der skulle erstatte den udtjente Amagerforbrænding.  Det vil sige før, Bjarke Ingels Group vandt arkitektkonkurrencen med et overbevisende designoplæg og den originale idé om at sætte en skibakke på toppen. Et arkitektonisk koncept, der har bidraget til spændende ingeniørudfordringer langt ud over det sædvanlige.

Siden starten har over 200 forskellige Artelia-medarbejdere på et eller andet tidspunkt været involveret i projektet, og vi har i den grad haft mulighed for at dyrke tværfagligheden og den kreative synergi mellem forskellige discipliner.

Som man kan se i videoen nedenfor, var vi så heldige at få lov at prøvekøre pisterne til vores sommerskovtur i august.

Prisvindende ingeniørkunst

Allerede i 2015 blev vores arbejde honoreret med en Tekla Global BIM Award for vores brug af digitale værktøjer.

I 2017 var turen kommet til materialerne. Der er nogenlunde ligeså meget stål i Amager Bakke, som der er støbejern i Eiffeltårnet, og byggeriet er derfor på flere måder en pragteksempel på avanceret ståldesign.

Som begrundelse for prisen skrev dommerkomiteen: ”Den multifunktionelle industriarkitektur er et ambitiøst bud på, hvordan et grønt energianlæg kan kombineres med rekreative arealer, der befordrer eventyr, leg og bevægelse.” Dette i kombination med at ”anlægget udviser en suveræn anvendelse af stål – både som synligt materiale og som optimeret konstruktionsstål – forenet i et bygningsanlæg af international klasse.”