Scandic Nørreport slog dørene op for første gang d. 1. juni i år. Det spritnye hotel ejet af ATP Ejendomme er indrettet i en gammel kontorbygning, der har gennemgået en markant transformation for nu at rumme 100 hotelværelser, en restaurant, reception, kaffebar og personalefaciliteter.

Første skridt i transformationen var at laserscanne bygningen og danne en punktsky, der kunne bruges til at opbygge en digital 3D-model. Modellen har dannet basis for det omfattende renoveringsprojekt, hvor hele bygningen blev strippet både indvendigt og udvendigt som en del af forvandlingen.

At holde styr på logistikken var et vigtigt omdrejningspunkt, da byggeprocessen fandt sted på en af landets mest befærdede lokationer, hvor der tilmed er småt med plads. Matas og Helsemin i stueetagen skulle sideløbende tilgodeses, så de kunne opretholde driften gennem hele forløbet.

Sidst men ikke mindst, skulle bygningen opgraderes til nutidens standarder og mere end det, da hotellet som det første i Danmark er certificeret efter Svanemærkets nye krav og forventes at blive certificeret til DGNB sølv. Projektets fokus på bæredygtighed gør sig bl.a. gældende på energisiden, og i den forbindelse har installationsarbejdet inkluderet en konvertering af det eksisterende varmeanlæg fra damp til fjernvarme, et nyt og mere miljøvenligt køleanlæg og en lang række andre ændringer.

Artelia var totalrådgiver på projektet og har varetaget samtlige ingeniørfag inklusive brand, projekteringsledelse, arbejdsmiljø, belysningsrådgivning og miljøsanering. Artelia står ydermere for processen omkring DGNB-certificering.

Kontakt os,
hvis du vil vide mere

Bygherre ATP Ejendomme
Arkitekt PLH Arkitekter
Entreprenør MBG