Vores kompetencer på natur- og miljøområdet spiller en afgørende rolle i tilblivelsen af et overordnet koncept for en ny bæredygtig bydel på Amager Fælled.

Med forslaget ”Fælledby” har Artelia, Henning Larsen Architects Coop vundet konkurrencen om en masterplan for Vejlands Kvarter på Amager Fælled i København. Tre ”landsbyer” omkranset af natur og med hver deres gadekær skal udgøre den nye bæredygtige bydel. I følge dommerkomitéen har Fælledby et stærkt greb inden for sammenhængende naturkorridorer og naturlige landskabelige overgange mellem by og fælled.

Artelia har bidraget med specialkompetencer inden for bynatur, biodiversitet, jordstrategi, regnvandshåndtering, landskabsanalyse, rammesætning af bebyggelsesstrukturen og principper for modulbyggeri i træ/CLT. Vi har eksempelvis udarbejdet en beplantningsstrategi med fokus på hjemmehørende arter og levesteder for fælledens dyr.

Det helt særlige ved Fælledby er, at vi har været med til at udvikle en helt ny metode til at øge biodiversiteten igennem interaktion mellem bygninger, flora og fauna. Der er i dette projekt designet sunde miljøer for mennesket og samtidig sikret levesteder for fælledens dyr i både bebyggelsen og i landskabet.