Foto: Adam Mørk

Pionerbyggeriet i Jernbanebyen blev kåret som det bedste boligprojekt, da ejendomsbranchens svar på De Gyldne Palmer blev uddelt.

MIPIM er verdens førende ejendomsmesse og finder traditionen tro sted i den sydfranske by Cannes. Messens prestigefyldte prisuddeling er derfor kendt som branchens pendant til De Gyldne Palmer. I 2024 fandt awardshowet sted d. 14.marts, og her løb Living Places Copenhagen med sejren i kategorien Best Residential Project.

Byggeriet er opført i jernbanebyen på Vesterbro i København og udgør den første prototype på konceptet Living Places, der er udviklet af Velux, Artelia og EFFEKT. Sammen med entreprenøren Enemærke & Petersen har parterne skabt et byggeri, der både har et indeklima i absolut særklasse og et klimaaftryk på 3,8 kg CO₂-ækv./m²/år, hvilket er tre gange så lavt som de gældende lovkrav.

Med på scenen for at modtage prisen var Steffen Maagaard fra Artelia sammen med Line Thorup Schultz fra Velux og Sinus Lynge fra EFFEKT.

Vi er meget stolte over, at projektet nu kan føje endnu en pris til samlingen, der i forvejen rummer:

  • The Sustainability Future Award og the Merit Award for Architecture, der begge uddeles af American Institute of Architects AIA
  • Innovationsprisen til Sustainability Awards 2023, der afholdes af EY og Dansk Erhverv
  • BO Bedres Innovationspris

Der skal lyde en stor tak for samarbejdet til vores partnere!

Foto: Adam Mørk