Miljø og natur
Mette håndterer miljøkrav i industriprojekter
Når man etablerer industri, er der flere centrale miljøaspekter, der skal håndteres. Som projektleder for Miljø og Natur handler Mette Mains Petersens rolle især om at stille de rigtige spørgsmål, skabe overblik og sikre, at miljøkrav og myndighedsprocesser bliver overholdt.
Miljøet er en del af regnestykket ‘Environmental due diligence’ er en relevant ydelse, hvad enten projektet drejer sig om opkøb af en eksisterende virksomhed, et eksisterende industrisite eller et barmarksprojekt. Oftest starter vi ud med en screening, hvor vi undersøger alle de natur- og miljøforhold, der kan blive en begrænsende faktor.
Afhængig af opgavens karakter gennemgår vi alt, der relaterer sig til miljø. Et typisk fokusområde er at undersøge, om der er jordforurening på baggrund af tidligere aktiviteter og lignende. Ved opkøb af en eksisterende virksomhed ser vi f.eks. på, hvordan de opbevarer deres kemikalier, og om de overholder deres miljøgodkendelse.
I visse tilfælde kan der være bygninger, som måske skal rives ned og potentielt rummer miljøfarlige stoffer. Det kræver både en undersøgelse og en plan for, hvordan byggeaffaldet skal håndteres.
En gennemgående vigtig del af arbejdet er at vurdere, om der ligger et erstatningsansvar, som køber overtager, eller om det vil blive for dyrt eller tidskrævende at opnå det ønskede resultat. Derfor sætter vi også en estimeret pris på, hvad det forventes at koste at udbedre forholdene eller bringe dem op på et niveau, hvor lovgivningen overholdes.
Husk timing og jordhåndtering Ved etablering af et industrisite kan jordhåndtering nemt blive en problemstilling, der giver væsentlige udgifter. Det er et aspekt man både børe have fokus på i en due diligence og de allerførste faser af et projekt.
Når man står med store mængder jord uden en plan, ender man ofte med at skulle skaffe sig af med det hurtigt, og senere kan man blive nødt til at købe nye råstoffer, selvom man kunne have genanvendt materialer fra starten. Det er meget omkostningstungt at deponere jord, og det bliver gradvist dyrere og sværere at anskaffe nye materialer i kraft af ressourceknapheden. Så her kan den rette strategi give massive besparelser.
Processen i forhold til at få relevante tilladelser kan være omfattende og tage lang tid, hvorfor timingen er vigtig.
Miljøgodkendelsen For visse typer af virksomheder et det lovpligtigt at have en miljøgodkendelse, og den proces kan vi hjælpe med. Vi gennemgår en lang række emner som opbevaring af kemikalier, støj, belysning, arbejdstider, affald, transporter og andre forhold, der kan påvirke omgivelserne. Det er nødvendigt at kunne dokumentere, at virksomheden drives inden for lovgivningen og for at få myndighedernes accept.
Basistilstandsrapporten I mange industriprojekter spiller basistilstandsrapporten en central rolle – kravet er obligatorisk for bilag-1 virksomheder (jf. godkendelsesbekendtgørelsen), der bruger, fremstiller eller frigiver relevante stoffer. Rapporten udarbejdes ved opstart, ændringer eller ophør af driften og bruges som dokumentation for virksomhedens tidligere miljøstatus samt som grundlag for sammenligning.
Basistilstandsrapporten er opdelt i otte trin, hvor trin 1-3 typisk er skrivebordsarbejde, hvor man gennemgår kemikalier, stoffer og aktiviteter, der potentielt kan påvirke jord og grundvand. Ved trin 4-8 afgrænser man undersøgelsesområder, udfører fysiske undersøgelser, tager jord- og grundvandsprøver, monitorerer samt afrapporterer.
Formålet er at kende basistilstanden, så man senere kan sammenligne med en eventuel nedlukningsundersøgelse. Hvis forureningen er blevet forværret, kan det indikere, at virksomheden har forurenet. Hvis niveauet er det samme som før, kan virksomheden dokumentere, at forureningen ikke skyldes deres drift.
Fra de første idéer til idriftsættelse af avancerede procesanlæg skaber vi tværfaglige løsninger til komplekse industriprojekter. Med specialister på tværs af fagområder følger vi projekterne hele vejen fra bar mark til færdig facilitet.
Mød nogle af de specialister, der arbejder med alt fra bygherrerådgivning, miljø og infrastruktur til energiforsyning, grøn omstilling, automation og procesteknik – og få indblik i, hvordan deres fagligheder spiller sammen i komplekse industriprojekter.
Vil du vide mere?
Vores løsninger skaber langsigtet værdi, der bidrager til et mere bæredygtigt samfund, gennem ansvarlig håndtering og forvaltning af alle ressourcer fra råmaterialer og affald til energi, luft, jord og vand.