Vi skal være med til at bygge en ny energivenlig skøjtehal i vores eget hovedkontors baghave: Gladsaxe.

Et enigt bedømmelsesudvalg har udpeget Artelia, Jönsson og BBP ARKITEKTER som det vinderteam, der skal opføre  Gladsaxe Kommunes nye skøjtehal.

Den nye hal får et markant lavere energiforbrug end dens ældre og noget nedslidte forgænger. Udvalget har blandt andet fremhævet vores tilbuds bæredygtighedstiltag, tekniske installationer, arkitektoniske løsninger og robusthed som udslagsgivende tiltag.

Isen placeres mod øst med en åbning ud mod tre verdenshjørner, hvilket vil give et godt udsyn til og samspil med omgivelserne. Bygningens form fremhæves også, da den vandrette underopdeling af facaden giver bygningen et stærkt arkitektonisk udtryk med afrundede former, der matcher banens form.

Derudover lægges der vægt på de gode publikums- og udsigtsløsninger i form af en balkon, et bredt udkigsareal mellem lounge og hallen og klublokalets udsigt ud over fodboldbanerne i beslutningsgrundlaget.