Artelia har vundet opgaven som bygherrerådgiver på “Ny Psykiatri i Viborg”, hvor der skabes nye moderne faciliteter i pagt med de grønne omgivelser.

Sammen med underrådgiverne Karlsson Arkitekter og Schønherr skal Artelia hjælpe Psykiatrien i Region Midtjylland med at skabe nye rammer for regionspsykiatrien i Viborg. Byggeriet har en samlet økonomisk ramme på ca. 500 mio. kr. og forventes at udgøre ca. 20.000 kvadratmeter, der omfatter 90 sengepladser.

I en pressemeddelelse om valget af bygherrerådgiver udtaler formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Midtjylland, Jacob Klærke, følgende:

“Det er meget glædeligt, at vi med valget af bygherrerådgivere nu er et skridt nærmere at kunne give vores patienter nogle mere tidssvarende rammer, hvor de blandt andet får bedre faciliteter, bedre adgang til uderum, tættere sammenhæng mellem sengeafsnit, ambulatorier og kontorer og samtidig rykker tættere på det somatiske hospital. Sidst er ambitionen også at skabe et byggeri, der visuelt passer ind i det smukke område omkring Søndersø. Et byggeri af den størrelse, hvor så mange elementer skal spille sammen både byggeteknisk og psykiatrifagligt, kræver kompetente og erfarne rådgivere, og det mener vi, at vi får med Artelia A/S, Karlsson Arkitekter ApS og Schønherr A/S,”

Erfarent hold

Psykiatribyggeri er en velkendt disciplin hos alle tre virksomheder i rådgiverteamet. Holdet repræsenterer erfaringer fra bl.a. Ny Psykiatri Bispebjerg, Psykiatrien på Nyt Aalborg Universitetshospital, Nyt Psykiatrisygehus i Slagelse, samt en række hospitalsbyggerier i Danmark og Norge.

Seniorprojektchef i Artelia, Thomas Simoni, ser frem til opgaven, udtaler han i regionens pressemeddelelse:

“Vi er meget glade og stolte over, at vi får mulighed for at hjælpe Psykiatrien i Region Midtjylland med at give patienterne i Viborg de bedste rammer for behandling. Vi mener, at de fysiske rammer kan være en betydningsfuld medspiller i behandling af psykisk sygdom, og derfor ser vi nu frem til at samarbejde med patienter og personale om en både kreativ og konstruktiv proces frem mod et færdigt byggeri, hvor patientens behov og behandling er i centrum” 

Ifølge den foreløbige projektplan vil byggeriet have første spadestik i midten af 2024, og blive taget i brug i 2027

Nedenfor ses Psykiatrisygehuset  i Slagelse som både Artelia, Karlsson Arkitekter og Schønherr var med til at designe.

Ændring: Artelia Norge er blevet en del af Olav Olsen fra d. 1. december 2022