Musikhusparken i Aarhus skal omdannes til et attraktivt grønt åndehul, der skaber sammenhæng mellem kulturinstitutioner og styrker byens forbindelser. Schønherr, Artelia, HABITATS og Morten Stræde er kåret som vinderholdet i konkurrencen om det spændende byrumsprojekt.

Visionen om transformationen af Musikhusparken skal ses i relation til den kommende udbygning af kunstmuseet Aros med The Next Level, der omfatter et nyt underjordisk galleri og værket Skydome af den amerikanske kunstner James Turrell.

Kunstinstallationen spiller en central rolle i vinderforslaget, hvor en stor ellipseformet park udspringer fra domens grønne kuppel. Dette hovedgreb kaldes Ringen og vil fungere som en samlende enhed, der forener store kulturelle pejlemærker ved at vende sig mod Aros, Musikhuset Aarhus, danseteatret bora bora og byens musikskole. En park der vil være som skabt til både store og små koncerter.

Mellem kunstmuseet og musikhuset anlægges Aroshaverne, der vil bestå af bede, små isotoper og plads til ophold. I kombination med Ringen og den fredede rådhushave vil der blive dannet et stort sammenhængende grønt område.

Infrastrukturkompetencer i spil
Det vil blive et tæt befærdet samlingspunkt for hele byen, og derfor er trafik og tilgængelighed en vigtig del af vores ydelser, så samtlige af områdets brugere får den bedst mulige og sikre oplevelse. Både når projektet står færdigt og i anlægsfasen. Opgaven omfatter også projektering af stier, pladser og anlægsarbejder.

Regnvandshåndtering er en anden kompetence vi byder ind med for at sikre, at de valgte løsninger kan modstå nedbørsmængderne. Vand vil i øvrigt indgå som en naturlig del af det visuelle udtryk. Langs Ringen løber et vandløb, som udmunder i kunstværket ”Vandkunsten”, der giver mulighed for leg i sommermånederne. Omvendt vil en skøjtebane i den sydligste del af ringen kunne benyttes om vinteren.

Både skøjtebanen, vandkunsten og behovet for at afholde koncerter og arrangementer betyder, at vores el-ingeniører skal stå for indarbejde den nødvendige strømforsyning og placere dem mest hensigtsmæssigt.

Artelia har i øvrigt rollen som projekteringsleder, byggeleder og arbejdsmiljøkoordinator.

Aarhus Kommune er Bygherren bag projektet, der er støttet af Realdania.