Regn og spildevand
Rasmus holder styr på anlægsfagene og får vandet på rette kurs
Rasmus Møller-Nielsen, der er projektchef i Anlæg, fortæller hvordan regn- og spildevand fylder mere og mere i byggeprojekter, fordi der konstant stilles højere krav til klimatilpasning og udledning af spildevand. Der kommer hele tiden større begrænsninger på både mængder og tempo ved det vand, der ledes videre til offentlig kloak og naturlige recipienter.
Store vandmængder kræver tidlige analyser Allerede i de tidlige faser af et site er det vigtigt at forstå, hvordan vandet bevæger sig på grunden, og hvilke begrænsninger der findes i området.
Når vi starter et projekt op, undersøger vi blandt andet terrænforhold, eksisterende kloakker, recipienter og forsyningernes krav til udledning. Det gør en stor forskel, om man må udlede én eller ti liter vand i sekundet, fordi det påvirker hele afvandingsstrategien.
De første skridt Første skridt er typisk en screening af området, hvor vi ser på terrænets lavpunkter og undersøger, hvor vandet naturligt vil samle sig. Her bruger vi blandt andet simple modeller til at kortlægge afstrømningsveje og identificere potentielle udfordringer.
Hvis terrænet f.eks. falder mod et bestemt hjørne af grunden, ved vi, at vandet naturligt vil søge derhen. Når vandet skal ledes over store afstande, kræver det et vist fald på ledningerne, og nogle gange betyder terrænet, at man må arbejde med grøfter eller alternative løsninger.
Her forsøger vi så vidt muligt at arbejde med gravitationsbaserede løsninger frem for pumpestationer. Pumper kræver både energi, drift og vedligeholdelse, mens vand, der kan løbe naturligt, er en mere robust og bæredygtig løsning.
Det bliver ofte en tværfaglig øvelse at finde de rette løsninger, da flere fysiske faktorer har indflydelse på, hvilke muligheder vi har. Som projektleder er det min opgave at styre samspillet mellem de anlægsdiscipliner, der er en del af ligningen, men også at være opmærksom på, hvordan vores forslag harmonerer med de øvrige krav og ønsker til projektet.
Regnvand kan blive den største udfordring Regnvand er ofte den største udfordring, fordi skybrud kan skabe enorme vandmængder på kort tid. Det betyder, at man skal arbejde med bassiner, forsinkelsesløsninger eller store rør under terræn, som kan opmagasinere vandet og langsomt lede det videre.
Det handler også om at sikre bygninger og kritiske installationer. Vandet skal ledes væk fra konstruktionerne og hen til områder, hvor det kan opholde sig uden at skabe skader – enten i åbne bassiner, lavninger på terræn eller under jorden, hvis der ikke er plads.
Vandhåndtering er meget mere end teknik De seneste år har kommuner og forsyningsselskaber skærpet kravene til udledning – bl.a. på grund af øget risiko for oversvømmelser.
Det afhænger blandt andet af recipienternes kapacitet. Ved en lille bæk eller vandløb kan relativt små mængder skabe oversvømmelser. Derfor arbejder kommuner og forsyninger med sårbarhedsanalyser for at vurdere, hvor store vandmængder et område reelt kan håndtere.
Regn- og spildevand handler altså både om teknik, naturforhold, recipienter, eksisterende ledninger, deklarationer, servitutter og klimatilpasning. Det gør projekterne komplekse, fordi mange forskellige hensyn skal fungere sammen.
Fra de første idéer til idriftsættelse af avancerede procesanlæg skaber vi tværfaglige løsninger til komplekse industriprojekter. Med specialister på tværs af fagområder følger vi projekterne hele vejen fra bar mark til færdig facilitet.
Mød nogle af de specialister, der arbejder med alt fra bygherrerådgivning, miljø og infrastruktur til energiforsyning, grøn omstilling, automation og procesteknik – og få indblik i, hvordan deres fagligheder spiller sammen i komplekse industriprojekter.
Vil du vide mere?
Vi ser regnvandet som en ressource, der kan omdirigeres og benyttes i toiletter, fællesvaskerier og til forskønnelse af bydele.
Vi dækker alle aspekter af spildevandshåndtering fra strategisk til praktisk niveau, og vi skaber løsninger, der kan håndtere de massive regnskyl.
Artelia står bag en lang række projekter, hvor regnvand enten er blevet benyttet æstetisk eller genanvendt i fællesvaskerier og toiletter.