Artelias nye kontor i København Syd

På blot fire år er medarbejderantallet hos Artelia steget fra 900 til 1.400. For at understøtte væksten udvider vi med et nyt kontor i København Syd og flytter til større lokaler i Holbæk og Aalborg. Samtidig bliver der flere kvadratmeter til medarbejderne i Aarhus og Vordingborg.

Artelia har i mange år haft vækst som et centralt strategisk mål. Vækst betyder ikke kun flere medarbejdere og større indtjening, men også mulighed for at kunne håndtere større projekter. Samtidig giver vækst også bedre karrieremuligheder for de ansatte og flere kompetencer at tilbyde kunderne. Med denne strategiske tilgang har vi gennem årene opbygget en solid position på det danske marked, og denne udvikling ser ud til at fortsætte.

Artelia har haft stor succes med sin vækststrategi i Danmark, og i perioden fra 2020 til 2024 er virksomheden vokset fra ca. 900 medarbejdere til ca. 1.400 ansatte. Samtidig passerer omsætningen 1,3 milliarder kroner i 2024, hvilket vidner om virksomhedens stærke position på markedet.

Vores position skyldes, at vi har tilpasset os markedet inden for alle vores forretningsområder byggeri, energi, industri og infrastruktur. Vi arbejder blandt andet med mange transformationsprojekter, hvor vi bruger vores viden til at skabe løsninger til gavn for kunder og miljø. Vores styrke er, at vi har en agil tilgang, der gør os i stand til at håndtere både store og små projekter, siger CEO Alex Fraenkel.

Den solide vækst har åbnet for nye muligheder.

Vi er meget opmærksomme på, at når vi vokser kan det påvirke vores kultur, og derfor arbejder vi aktivt på at sikre, at vores stærke kulturtræk bliver bevaret. Selvom det for eksempel ikke er lige så let at samle hele virksomheden som tidligere, ser vi det som en mulighed for at finde nye måder at samles på. Vi er særligt fokuserede på at styrke og bevare vores faglige og sociale fællesskab, som fortsat vil være en hjørnesten i vores virksomhed
Alex Fraenkel
Alex FraenkelCEO
Artelia Danmark

Nye kontorer
Væksten giver også nye muligheder for virksomhedens fysiske rammer. Vi oplever, at flere af virksomhedens kontorer rundt om i Danmark er blevet for små til at rumme de mange nye medarbejdere. Som et led i virksomhedens fortsatte udvikling og investering i fremtiden har vi derfor valgt at udvide eller flytte flere af vores kontorer til større lokaler.

Konkret betyder det, at Artelias danske hovedsæde i Buddinge er blevet for lille til at huse de mange medarbejdere, der er kommet til de seneste år. Derfor har Artelia i foråret 2025 valgt at udvide med et ekstra kontor ved Danmarks tredjestørste station København Syd, som er et trafikalt knudepunkt.

Artelias nye kontor på Bellidavej i København Syd
Illustration: NREP/Woods Office

Artelias kontor i Vipperød flytter i foråret 2025 til nye, større lokaler i Holbæk. Den nye placering er centralt beliggende og nem at tilgå med offentlig transport, hvilket gør det lettere for medarbejdere og kunder at komme til og fra kontoret. Kontorets skal også understøtte nærhedsprincippet for hele Nordvestsjælland.

Artelias nye kontor på Kalundborgvej i Holbæk
Foto: F.L. Ejendomme.

I Aarhus udvider Artelia sit kontor med en ekstra etage den 1. januar 2025. Kontoret er placeret i et nyt moderne kontorhus i Aarhus Ø.

I Aalborg, hvor kontoret i 2024 rundede 100 ansatte, har Artelia valgt at indgå lejeaftale i 2026 og flytte til et nyopført kontor i Aalborg Syd, i den nyere bydel Eternitten. Det nye kontor giver mulighed for fortsat vækst i Nordjylland.

Hatschek Hus, hvor Artelia får sit nye kontor i Aalborg
Illustration: Friis & Moltke

I Vordingborg har Artelia købt en nærliggende bygning, der er blevet renoveret, så den indeholder både arbejdspladser, kantine og konferencefaciliteter. Bygningen blev indviet i 2024.

Vækst er fortsat en central strategi for Artelia, og derfor har det været afgørende at foretage disse investeringer, siger CEO Alex Fraenkel. Vi ønsker at være et firma, der har topmoderne kontorfaciliteter i hele Danmark. Vores medarbejdere kender de lokale forhold og kan møde vores kunder og samarbejdspartnere med denne viden. Det er en kæmpe fordel, når vi skal fungere som kompetente rådgivere og sparringspartnere for vores kunder.

Der er derfor ingen planer om at samle virksomheden på færre lokationer, da Artelia værdsætter at være en integreret del af de lokale samfund. I firmaet er de samtidig bevidste om at sikre et fortsat godt arbejdsmiljø i forbindelse med de lokale udvidelser. De nye kontorer bliver derfor alle indrettet, så de fortsat sikrer optimale arbejdsforhold, der understøtter det faglige og sociale fællesskab samt samarbejdet på tværs.

Global vækst
Artelia i Danmark har i fem år været en del af den internationale koncern Artelia Group, der er til stede i over 40 lande. Den positive udvikling i Danmark afspejles også globalt i koncernen, hvor væksten har muliggjort yderligere ekspansion, blandt andet gennem opkøbet af den engelske virksomhed Pick Everard, der er en veletableret rådgivningsvirksomhed med over 700 ansatte og kontorer på 13 lokationer i Storbritannien. Dette opkøb styrker Artelia Groups position som en af Europas top-10 ingeniørvirksomheder og har betydet, at Artelia Group i 2024 har rundet 10.000 medarbejdere på verdensplan.

Idet vi er en del af en global koncern med kontorer i mange lande, har vi mulighed for at følge og rådgive vores danske internationale kunder ude i verden. Det giver en synergi, der både er til gavn for vores kunder og for os. Vi ser dermed frem til at fortsætte vores vækstrejse og skabe endnu flere muligheder og gode løsninger for både medarbejdere og kunder samtidig med, at vi fastholder vores tilgang med at gå forrest og bruge vores viden til at skabe løsninger, der gavner både vores kunder og miljøet, afslutter CEO Alex Fraenkel.

Pressekontakt

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Charlotte Wiberg
Charlotte WibergKommunikationschef
+45 2429 4984
cwib@arteliagroup.dk
Kristian Erlandsen
Kristian ErlandsenPR Manager
+45 2429 4927
ker@arteliagroup.dk