De store mængder strøm fra de kommende havvindmølleparker i Østersøen skal transporteres sikkert videre via to nye landanlæg, der placeres på Bornholm og i Høje Taastrup. Energinet har nu kåret en vinder af totalentreprisen på de to anlæg, og valget faldt på Per Aarsleff A/S med Artelia og C.F. Møller Architects som rådgivere.
”Det er et vigtigt projekt, der sikrer, at mere vedvarende energi kan komme ud til borgere og virksomheder. Samtidig styrker det forsyningssikkerheden og bidrager til et mere robust og fremtidssikret energisystem, som kan understøtte den grønne omstilling i hele landet,” siger Jesper Suhr, som er projektansvarlig i Artelia Danmark og forretningschef for Energi.
Inspiration fra klippeøen
Landanlæggenes funktion bliver at modtage og fordele strøm fra Energiø Bornholm og forbinde elproduktionen til det danske og tyske elnet.
Det største anlæg etableres på et 110 hektar stort område på det sydlige Bornholm, hvor de fire største haller bliver arkitektonisk inspireret af det bornholmske klippelandskab. Anlægget omfatter 51.000 kvadratmeter bygninger til blandt andet to omformerstationer og en 400 kV-højspændingsstation samt etablering af beplantning, adgangsveje og regnvandsbassiner.
I Høje Taastrup etableres en omformerstationer med i alt 17.000 kvadratmeter bygninger på et 23 hektar stort område samt tilhørende infrastruktur og landskabsbearbejdning.


