Sunde investeringer kan forlænge bygningers levetid

Hvis vi skal indfri klimamålene, er det nødvendigt at bevare større dele af den eksisterende bygningsmasse. Projekter som Sunde Boliger Renovering er med til at vise, hvordan datidens bygninger optimeres, så de efterlever nutidens krav til indeklima.

Hver gang en bygning bliver revet ned og erstattet med en ny, koster det i CO₂-regnskabet. Det kan sommetider være nødvendigt, men i langt de fleste tilfælde er det muligt at bevare bygninger, hvis man får bugt med de skavanker, der hører til fordums byggestil.

Artelia har bl.a. taget del i projektet Sunde Boliger Renovering, hvor Realdania ønskede at undersøge, hvilke indeklimaløsninger der giver mest sundhed for pengene i eksisterende byggeri. Et væsentligt sted at sætte ind, da ca. 65 % af danske boligejere bor i ældre boliger, der er opført i en tid, hvor kravene til indeklimaet var enten markant lavere eller ganske enkelt fraværende.

Det er problematisk, da et dårligt indeklima er forbundet med adskillige sundhedsrisici. Især i et land som Danmark, hvor vi i gennemsnit tilbringer 80-90 % af tiden indendørs og ca. 15 af døgnets timer i hjemmet.

Tre testhuse og tre familier
Til formålet købte Realdania By & Byg i 2018 tre ældre og tidstypiske huse, der hver især repræsenterer en række af de udfordringer, som ofte ses i huse fra den tid, hvor de er opført. Husene er en bungalow fra 1937, en murermestervilla fra 1953 og et parcelhus fra 1962.

Til hvert hus blev der afsat 500.000 kr. inkl. moms til indeklima­renoveringen. Tre testfamilier blev inviteret til at bo i husene, da indeklimaet hænger sammen med beboernes adfærd og brug af boligen.

Boligernes indeklimatilstand er blevet målt både før, under og efter forbedringerne, der havde til formål at løse udfordringer med bl.a. fugt, skimmel, radon og sundheds­skadelige partikler.

Vi har ikke kun defineret sundhed ud fra de gældende standarder, men også den allernyeste viden på området. Det skyldes, at vi har haft et tæt samarbejde med Danmarks førende forskere på området og afholdt workshops, hvor der også deltog repræsentanter fra byggebranchen. Her blev der f.eks. dannet grupper, som hver især fik deres eget budget til at prioritere indeklima­forbedringer. Både det og den løbende sparring har dannet basis for beslutningerne i projektet.
Kasper Bach Johannsen
Kasper Bach JohannsenSpecialist
Energidesign, Bæredygtighed & Indeklima
Kasper var i 2023 nomineret til titlen som Årets Unge FRI Rådgiver som den ene af fem finalister.
Kasper var i 2023 nomineret til titlen som Årets Unge FRI Rådgiver som den ene af fem finalister.

Kompleksiteten møder det muliges kunst
Artelia har også taget del i projektets forgænger, Sunde Boliger, der havde samme forskningsbaserede tilgang til sundhed. Begge projekter har vist, at der er behov for et helhedsorienteret fokus på udfordringerne. Dette kommer til udtryk i Indeklimahjulet, der blev opdateret i forbindelse med Sunde Boliger Renovering, så det nu rummer en række parametre i forhold til eksisterende huse.

Hjulet tegner et komplekst billede af, hvilke udfordringer der skal løses. På den anden side bygger projektet på den præmis, at de anbefalede løsninger og retningslinjer til best practice skal have et vist udbredningspotentiale. Udover den tekniske vurdering af sundhedseffekten ved forskellige tiltag har holdet derfor opereret med tre andre centrale parametre : 1) økonomi, 2) hvor nemme løsningerne er at implementere, og 3) hvordan man undgår en for stor klimabelastning.

Holdet dokumenterede bl.a., at mekanisk ventilation kan afhjælpe problemer med afgasning fra materialer og mennesker samt mindske stegepartikler, fugt, skimmel, radon og lugt.

Et andet konkret eksempel fra projektet er, at man med fordel kan etablere bedre filtre i ventilationssystemet. Det er en minimal investering, men til gengæld får man langt mindre pollen fra udeklimaet, og det kan være livsændrende for allergikere. I forhold til netop ventilationen var det også forholdsvist billigt at reducere støjen fra installationerne.

Kom spildte kvadratmeter til livs
Sunde Boliger Renovering har ikke kun vist, hvordan man kan bevare bygninger, men også hvordan man kan skabe flere kvadratmeter.

I to af husene er det lykkedes at optimere kældrene, så de nu lever op til sundhedskravene og er lovliggjort til beboelse. Det vil sige, at man helt lovligt og med god samvittighed kan lade teenagere bo i de pågældende kældre, hvilket er en attraktiv løsning for mange familier og en i forvejen udbredt praksis.

Spildte kvadratmeter kan hermed tilføjes til boligens BBR-areal, hvilket øger boligens økonomiske værdi og stiller investeringen på 500.000 kr. i et endnu bedre lys.

WELL-certificeret bygning fra 1972
De gode erfaringer med at fremme sundhed og velvære i eksisterende byggeri er også anvendt i andre projekter. Kasper og kollegerne har bl.a. stået for at WELL-certificere virksomheden Rockfons nye domicil, der er indrettet i en ældre bygning, som tilmed blev energirenoveret.

Kasper Bach Johannsen var sammen med Rockfons Head of Sustainability Kasper Vibæk med til at holde en Learning Session om transformationen til bæredygtighedsmessen Building Green 2022.

LCA-beregningerne viser, at der er opnået en markant CO₂-besparelse ved at bevare og energirenovere bygningen frem for at bygge nyt. Det er samtidig lykkedes at skabe fysiske rammer, der i høj grad tilgodeser medarbejdernes sundhed og velvære. Rockfon-domicilet er derfor endnu et projekt, der bygger bro mellem social og miljømæssig bæredygtighed.
3 boliger fra projektet Sunde Boliger Renovering / Artelia / Rådgivende Ingeniører