En hyldest til håndværkerne

I Herning skal et ellipseformet kollegium danne rammen om samarbejdet og det sociale liv mellem unge, der har valgt at tage en håndværksmæssig uddannelse. Selve bygningen skal afspejle den gode byggeskik og de faglige traditioner.

BRFfonden er bygherren bag tre nye hånd-værkskollegier, der placeres i Herning, Horsens og Roskilde. Fonden vil med egne ord ”skabe rammer for dem, der skaber rammer for os”, og det skal komme til udtryk i ambitiøse studie boliger. Formålet er at styrke respekten for håndværksfagene og tiltrække flere unge mennesker til uddannelserne. Derfor skal de tre kollegier være eksemplariske byggerier, hvor de studerende også kan hente inspiration til deres fag.

Sammen med arkitektfirmaerne Dorte Mandrup og Kristine Jensen skal Artelia stå for designet af kollegiet i Herning, hvor en oval bygning vil gruppere de 90 studieboliger omkring et fælles gårdrum. Kollegiet skal samtidig rumme andre fællesfaciliteter og et værksted, hvor de studerende kan afprøve deres færdigheder.

DGNB Guld og Diamant
Den organiske form rummer en speciel geometri, og det er langt fra det eneste aspekt, der stiller krav til ingeniørarbejdet, hvor Artelia har alle discipliner og specialistydelser. Det er tilmed planen, at byggeriet skal certificeres til DGNB Guld med tilføjelsen Diamant, der retter sig mod de arkitektoniske kvaliteter. Certificeringsprocessen bliver varetaget af Artelia, der har rollen som DGNB­-auditor.

På udearealerne er LAR-løsninger en integreret del af landskabsarkitekturen. Gårdrummet får regnvandsbede, og ved en af de fire indgange vil man krydse en træbro hen over en lille sø, der fungerer som forsinkelsesbassin. Da grundvandsspejlet er højt, skal der desuden anlægges et grøftesystem, der kan håndtere vand fra tilstødende arealer i tilfælde af skybrud.

Tegl og træ i skøn forening
Ifølge bygherrens vision skal kollegiet være ”en levende lærebog i funktionelt og æstetisk holdbare løsninger, der svarer på fremtidens udfordringer og viser, hvordan samspillet mellem de forskellige fag kan resultere i et unikt byggeri af højeste kvalitet såvel arkitektonisk som håndværksmæssigt”. Det er taget ganske bogstaveligt i designoplægget.

Håndværkerkollegiet i Herning
Bygherre BRFfonden
Arkitekter Dorte Mandrup og Kristine Jensen. Landskab & Arkitektur
© Dorte Mandrup

Ud over det originale formsprog vil bygnings-konstruktionen bestå af en særlig kombination af træ og murværk, hvor begge dele er tydeligt eksponeret. For at bidrage til projektets bæredygtighed vil der kun være beton i terrændæk og fundamenter, alt imens det CO2-venlige træ får en fremtrædende rolle i bygningskroppen.

Bygningen skal således demonstrere de stolte håndværkstraditioner i videst muligt omfang, og det gælder ikke kun valget af materialer, fortæller projektleder Annika Hilmarsdóttir.

Det gode håndværk skal kunne ses helt ned i detaljen. Det er lidt en drømmeopgave for vores konstruktionsingeniører, når de samtidig skal projektere et avanceret statisk system. Synlige installationer som en del af æstetikken er tilmed på tegnebrættet, og det stiller tilsvarende krav til præcisionen. Så ambitionsniveauet er højt hele vejen rundt, og vores specialister får bestemt lov at udfolde deres faglighed.
Annika Hilmarsdóttir
Annika HilmarsdóttirProjektleder
Konstruktioner